David Risley Galleri
Bredgade 65
til d. 26 februar
Det er ikke så tit man kommer forbi en udstiling med abstrakt ekspressive malerier. Udstillingen hos Risley er en undtagelse. Malerierne ligner ved første øjekast noget, de har haft stående nede på Asbæk siden 1983, bagerst på lageret.
Galleriets infomateriale består da også først og fremmest af et uddrag af en tekst af Arthur Danto, der handler om 80’er maleriet. Hans pointe er, at snakken i slutfirserne om maleriets død, mere var et resultat af et ubehag ved kunstmarkedets brug af maleriet som luksusvare og investeringsobjekt og en protest imod Reaganperiodens nyliberalisme, end det var en kritik af maleriet. Tilbage står stadig at udforske firsermaleriet, siger Danto. Hvis man da kan adskille det på den måde.
Risley har sørget for, at man ikke er i tvivl om, at malerierne skal ses i en kunsthistorisk kontekst, der kritiserer det ekspressive maleri ved at give udstillingen titlen De Koonig de Koonig, og ved at låne og vise Paul Mccarthys video “Painter”. Hvis man ikke har andet at lave, skal man endelig gå ind og se eller gense den. Det er altid sjovt. De har en kopi på Louisiana, men det er jo ikke altid de udstiller den.
Det er altså intet mindre end en genforhandling af det abstrakt ekspressive maleri, der er lagt op til. Risley har inviteret færingen Rannvá Kunoy, Sweitser-Uruguejseren Jill Mulleady, danskeren Sofie Bird Møller og britterne Vanessa Mitte, Nathan Barlex og Stuart Cumberland. Det er fedt med David Risley, at han altid inviterer nogle andre end the usual subjects.
Jeg kan godt lide det håbløse, der er over problematikken. Hvad i alverden kan man stille op? Man kan selvfølgelig male noget dejligt saftigt male-namnam. F.eks. har Sofie Bird Møller smurt en meget lækker klat maling på et fotografi, Nathan Barlex har rodet rundt med olie, bivoks og resin på et ret lille format, og Stuart Cumberland har rullet og malet blå maling på lærred, og er holdt op med det på et tidspunkt, hvor alt er stadig ret svævende og uafgjort. Rannva Kunoy har malet nogle mærkelige ord, som hun delvist har malet over, men altså; på en temmelig tam måde. Meget langt fra Peter Bondes energiske skriven på maleriet. f.eks.
Måske er det gældende for alle malerierne; de er lidt tamme? At de er meget lidt ekspressive ekspressive malerier? Er det faktisk, hvad det drejer sig om? Jeg kan godt se det interessante i at billederne ligesom står og vakler mellem at blive set som gestus eller som konstrueret form, - eller måske som tom manér? Men jeg skal altså gøre mig umage. Diskussionen er desværre mere interessant end malerierne på udstillingen. Men Paul Mccarthy er sjov!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar