Ide's kunstblok: marts 2011

Driftige investorer vil endnu engang konvertere en bygning i Berlin's Mitte til et hotel. Denne gang drejer det sig om Zimmerstrasse 88 -89, hvor der tidligere lå adskillige gallerier, f.eks. Arndt and Partner, Upstairs og Klosterfelde. De er allerede flyttet ud, og nu er turen kommet til Barbara Weiss, der i april flytter til nye lokaler i Kreuzberg. Som i alle andre byer, er der i Berlin plads til kunsten i en overgangsperiode, imens den får grundpriserne til at stige, men når prisen bliver for høj, må kunsten rykke videre.

Barbara Weiss satte fokus på gallerirummet og på fraflytningen ved at slutte tiden i Zimmerstrasse med en udstilling med Maria Eichhorn.

Udstillingen begyndte ude på gaden. Alle vinduerne var dækket at krydsfinerplader, så det så ud som om bygningen allerede var under nedrivning. Inde i galleriet, som var halvmørkt, både pga. de tildækkede vinduer, og fordi kunstneren havde fjernet belysningen i loftet, var der så godt som tomt. Efterhånden som øjnene vænnede sig til mørket, kunne man i det store rum imod gaden dog skimte adressen Zimmerstrasse 88 malet på væggen med en teknik, som Eichhorn tidligere har benyttet, og som består i at male så mange lag hvid vægmaling ovenpå hinanden, at de kommer til at stå i relief. I det tilstødende, dunkle lokale lænede en oversize kost sig imod væggen. Det sidste værk, et fotografi af galleristen Barbara Weiss og kunstneren med raske skridt på vej i hver sin retning, hang ved indgangen - eller ved udgangen. En anelse vemodigt, men ikke sentimentalt; ret køligt, faktisk.

Galleri Barbara Weiss

Installations view

Zimmerstrase 88/89

"Figuren"

Det er oplagt, at lade Maria Eichhorn stå for en udstilling i denne særlige situation. Samtidig med at hun forholder sig specifikt til galleriets situation, er det en anledning for hende til at undersøge det, hun kredser om i adskillige projekter og værker, nemlig hvilke økonomiske, fysiske og sociale forhold, der bestemmer mulighederne for kunstproduktion. Hun elsker at vende vrangen ud på udstillingsrummene og kunstinstitutionen. Her følger et par eksempler:

Maria Eichhorn Public Limited Company
På Enwesor's Documenta 11 i 2002 udstillede hun slet og ret de 50.000 Euro, hun havde modtaget i kunststøtte til Documentaudstillingen. De indgik i værket Maria Eichhorn Public Limited Company, hvor de udgjorde aktiekapitalen for et aktieselskab, stiftet til lejligheden. Maria Eichhorn var den eneste aktieindehaver, og der knyttede sig den klausul til selskabet, at aktierne ikke måtte stige i værdi. Udover selve eurosedlerne var dokumenterne, der blev udarbejdet i forbindelse med stiftelse af aktieselskabet, også tilgængelige på udstillingen, ligesom nedenstående fotografi af bestyrelsen, bestående bl.a. af Enwesor selv, i færd med at underskrive papirerne.

Das Geld der Kunsthalle Bern
I 2001 blev hun inviteret til at udstille i Kunsthalle Bern hvor hun, samtidig med at hun søgte flere midler til projektet, donerede kunststøtten til en hårdt tiltrængt renovering af Kunsthallen. Værket hed ‘Das Geld der Kunsthalle Bern’ og bestod udover renoveringen af en udgivelse, der dokumenterede Kunsthallens økonomiske historie. I udstillingsperioden kunne man besøge den tømte kunsthall, i mens arbejdere var i gang med renoveringen. Der ligger en artikel på Frieze om projektet.

Kunsthalle Bern i udstillingsperioden

"Tavle" i vægmaling-relief

Das Geld der Kunsthalle Bern

Erwerb des grundstücks Ecke Tibusstrasse/Breul flur 5, no 672
Et af hendes allerførste, kendte værker er Erwerb des grundstücks Ecke Tibusstrasse/Breul flur 5, no 672 på skulpturprojekt Münster i 1997. "Skulpturen"var en lokal, tom byggegrund, som kunstneren købte for sine projektmidler i samarbejde med Landesmuseum, der stod for udstillingen, plus dokumentation for købet og den fundats, der var knyttet til det. Grunden blev solgt efter udstillingensperioden og pengene blev ifølge fundatsen videregivet til en lokal forening: Verein zum Erhalt preiswerten Wohnraums, (Foreningen til Bevarelse af Billige Boliger), som var oprettet af beboere i den samme gade i protest imod nedrivninger til fordel for opførelser af luxuxboliger. Eichhorn fik elegant bragt Landesmuseum og sig selv i en position som ejendomsspekulanter, og fik på den måde henledt opmærksomheden på kunstens symbolske og økonomiske rolle i byfornyelsesprojekter. Ikke ulig temaet for udstillingen i Zimmerstrasse.

Erwerb des grundstücks Ecke Tibusstrasse/Breul flur 5, no 672
Billede og info er fra et site for en Public Art udstilling i Bukarest 2007: spatiul-public.

(I Berlin var jeg også på Hamburger Bahnhof, hvor de viste Gordon Matta-Clarks' Splitting. Han har også købt små jordstykker engang i 70'erne.. Næste post bliver vist om Gordon)

Man kan stadig lige nå at se udstillingen. Den er sær, men bestemt værd at bakse med. Af en eller anden grund fik jeg lyst til at skrive om den i 2. person. På den måde kan jeg føre mig selv som en marionet gennem udstillingen.

Udstillingsview, Til højre Søren Andreasen, 32 photographs of a non human lifeform, 2011

"Du véd at udstilllingen hedder dr. Mabuses samling. Du har set Fritz Langs gyserfilm for mange år siden, og husker på den, når du går ind på udstillingen. Det første du møder, er en sort box, hængende fra loftet. Du inviteres til at træde op på et trin, så dit hovede kan nå op i den. Der er mørkt, men du skimter en projektion af et ansigt og hører en dialog. Du bemærker ordene -Work, Coffee, Consciousness, an Endless Ride in the old Lift Outside. Du må tage dig latterlig ud, stående der med hovedet i kassen. Den unge pige ved skrivebordet betragter dig måske, men du kan ikke betragte hende. Du træder ned og bevæger dig videre ind i det mørklagte udstillingsrum. På væggen hænger 5 små grafiske stik, med vandrette linier. Du tænker at de er lidt landskabsagtige. Det ene ligner skyformationer. Du kan godt lide grafik, du kan godt lide langsomheden i håndværket og det beskedne format. Ved siden af stikkene ser du tre betonklodser, du antager, at de er skulpturer, men du læser, at de faktisk skulle være sokler for nogle modeller, der hedder Omons Ra-fly. Du ved ikke noget om Omon eller Ra-fly; når du kommer hjem, vil du google det. Du vender dig imod en stor filmfremviser, hvor filmen køres igennem en 8 kantet struktur, men lige nu står den stille. Du spekulerer på, hvorfor objekterne er utidssvarende: grafikken, betonen, og apparatet, og du tænker, at titlen på udstillingen hedder Mabuses samling, og at der er noget musealt ved det hele. Du ser på de dramatiske skygger, som filmapparatet kaster og tænker på Fritz Langs film. Du passerer hurtigt gennem udstillingens andet rum for at se et videoværk, hvor en ung, sortklædt kvinde, stående i det rum, du nu står i, læser en tekst på tysk. Du hører sætningen -Vielleicht war hier von ein Person ohne Eigenschaften die rede. Du kan ikke koncentrere dig om den tyske oplæsning, men du husker, at der eksisterer en roman med titlen: Manden uden Egenskaber. Du antager at det måske er er den, kvinden læser fra. Du går hen til væggen for at se på en serie fotografier fra et modernistisk, nu forfaldent og ghettoagtigt, italiensk boligkomplex, Corviale. Du leder efter mening, og tænker på, at Mabuse filmen foregår i et fattigkvarter, og at man godt kan vælge at se Mabuse som en metafor for modernitetens destruktive kraft. Det gælder også Manden uden Egenskaber. Du spørger dig selv, om du overfortolker. Du ser på en ophængning af hvide monokromer, malet på pap, og bruger dem som en slags pause fra betydning, og vender dig om for at se på et andet abstrakt værk, en rød figur, malet på væggen. Figuren er på en gang harmonisk og spændt, og du ser nu, at hele udstillingen har en formel, ganske behagelig kvalitet. Det ser godt ud, at den røde farve på væggen suppleres af et tyrkisfarvet kvadrat på gulvet. Kvadratet består af stabler af små hæfter. Hæfterne har en titel: Qualia. Du samler et op, og ser, at indholdet er en række tekster og linoliumstryk. Du læser den første side og forstår, at det handler om en tilstand forud for den symbolske orden. Du véd at symbolsk orden er et Lacan-udtryk, og tænker at teksten så henviser til det Reelle, som for Lacan betyder det, der er udenfor sproget, og som principielt er ubegribeligt. Du bliver lettet, for nu forstår du, at du ikke behøver at tvinge mening ud af udstillingsobjekterne. Du gider ikke læse resten, men kigger på de abstrakte linoliumssnit, som illustrerer bogen. Du tænker på, at de godt kunne være billeder af rum mellem objekter, eller måske af skygger, altså billeder af ikke-noget. På gulvet står en lille maskine, der består af et spejl og en pindekonstruktion, der ligesom filmfremviseren er 8-kantet, og en roterende projektør, der, idet lyset rammer konstruktionen, kortvarigt kaster en skygge via spejlet op på søjlen bagved. Du bliver stående længe og ser fænomenet gentage sig. Du smiler hver gang det sker. Bag dig hænger et fotografi af Overgaden, set fra gården. Der er en vareelevator, det er nyt for dig, at der er sådan en, du har aldrig set bagsiden af huset. Du tænker på boxen ved indgangen: An Endless Ride in the Old Lift Outside. På vej tilbage gennem udstillingen passerer du en flad papfigur af et barn, klædt ud som astronaut. En ophængning af tekstil markerer adskillelsen af rummene, og ved siden af står en serie små krydsfinerskulpturer. Du synes, at der er noget hjemligt ved det, at det ligner gardiner og taburetter. Skulpturerne står under en tegning på væggen. Tegningen forestiller et moderne hus, den ligner en arkitekttegning, men i omvendt perspektiv. Du kaster et blik tilbage til det andet rum, til fotografierne af Corviale, det modernistiske boligkompleks. Overfor tegningen kører et cirkulært lysbilledshow med billeder af bregner. Du kigger på titlen og læser, at det drejer sig om “32 fotografier af en anderledes livsform”. I kultiden var jorden dækket af bregneskove. Dér kan man for alvor tale om en førsproglig tilstand, dengang var der ingen mennesker. Da du er ved at gå, tilbyder den unge pige at sætte filmen i gang. Hun fortæller, at den er for sart til at kunne køre hele tiden. Hun starter det skramlende maskineri. Filmen er optaget på Overgadens tag, og man ser det, man ikke kan se i virkeligheden, fordi vinduerne er blændede: en panorering hen over husene på Christianhavn. Det meste af filmen er sort.

Du cykler hjem.

I dagene efter tænker du mange gange på udstillingen, på hvordan den så ud og hvordan det var at være i rummene. Lidt ligesom når du har set en film, og bestemte scener genudspiller sig for dit indre blik. Du fortæller dine venner om udstillingen, og siger, at du ikke fattede en bønne af det hele. Alligevel kunne du godt lide den. Du har set på internettet, at Omon Ra er en figur fra en sci-fi roman af en russisk forfatter, Victor Pelevin. Romanen handler om Omon, en sovjetisk kosmonaut, der siden sin barndom har drømt om at flyve, Han melder sig til luftvåbnet og bliver i en falsk rummission sendt rundt i Moskvas Metro, i den tro, at han er på vej til månen. Han er fanget i løgne.

Du skriver en tekst til bloggen om udstillingen og opdager, at den alligevel giver en hel del mening."