søndag, februar 27

AYSE ERKMEN -SIDSTE POST I TYRKISK TEMA!

Mit koncept for det tyrkiske tema indebærer, at kunstnerne faktisk skal bo i Tyrkiet. Med lidt god vilje falder Ayse Erkmen lige akkurat indenfor kategorien, idet hun i følge sit website bor og arbejder i både Berlin og Istanbul.  Jeg er så heldig, at jeg så særudstillingen med hende med titlen "Weggefährten", altså "Rejsekammeraterne" på Hamburger Bahnhof i 2008. Det drejede sig om en retrospektiv udstilling, men fordi hun arbejder så stedsspecifikt, var værkerne genopført i en anden udgave på det nye sted, på Hamburger Bahnhof.

Det var en dejligt tør udstilling. Jeg elsker den slags: ikke så meget sludder og snak, præcise greb, der trækker tæppet væk under en uden at prøve at forklare eller undskylde sig med alverdens referencer og historier. Det foregik i østfløjen på Hamburger Bahnhof, og anliggenet var rummene selv.

Hovedværket var "Das Haus": I det store rum på østsiden af Hamburger Bahnhof var lysstofrørene sænket ned fra loftet i varierende højde, mange af dem så lavt, at de obstruerede publikums færden i rummet. Det blev til en slags labyrint. Loftspladerne, der normalt skjuler installationerne var fjernet og museets hemmelige elektriske infrastruktur var blotlagt.






















I det tilstødende rum bestod installationen af en bevægelig væg, der umærkeligt bevægede sig frem og tilbage, så rummet konstant var under omorganisering. Bevægelsen var så langsom, at man var i tvivl om, hvad der foregik, kun ved at fastholde blikket på et punkt, kunne man konstatere: Jo, rummet er skrumpet eller vokset. Jeppe Hein har lavet et værk så godt som mage til, men mere agressivt, væggen bevæger sig hurtigere og rummet bliver mere klaustrofobisk.  Det var med på Statens Museums for Kunst's" Reality Check og er fra 2003. Ayse Erkmen's er fra 1999, men altså genopført i 2008.




















Det sidste værk i stuetagen var et sort gulvtæppe, der dækkede hele gulvet i passagen op imod restauranten. Der var skåret to rektangler ud af tæppet, den ene langs vinduessiden, den anden midt på gulvet, sådan at man for at passere trådte på det blotlagte, smukke kakkelgulv. Med mindre man gik udenom, som man instinktivt følte man burde, og som en del forbipasserende gjorde. Interessant, at det normale gulv, ved at blive dækket af et tæppe, som blev fjernet igen, kom til at fremstå som det egentlige, som værket, man ikke måtte træde på. Pragtfuldt!


Der var også andre værker, som jeg var mindre begejstret for. F.eks. "Wuschel", der bestod af en ansamling af sammenknyttede, grønne tekstillabels, med Ayse Erkmanns navn indvævet.  Googles oversættermaskine tysk-dansk siger at "Wuschel" betyder "Fuzzy". Det gør det ikke bedre.  

Ayse Erkmen er bedst, når hun er mest minimal. Hun har også arbejdet med film, som blev vist samtidigt og kakafonisk på en række små monitorer i en stor installation på 1. salen. Jeg kiggede på dem, men fik ikke rigtigt set dem, og kan overhovedet ikke huske noget fra dem. Jeg ved ikke, hvad hun ville med det, men hvis hensigten var, at man skulle kunne opleve videoerne som selvstændige værker, fungerede det ikke for mig.

Der ligger en lille video fra udstillingen på Hamburger Bahnhof på Art-in-berlin.

Ayse Erkmen skal repræsentere Tyrkiet på den kommende Venedig Biennale. Hun har et fint web-site med mange billeder og tekster.

MERE SJOV VED MOTORVEJEN. TYRKISK TEMA - FORTSAT IV

Kunsthalle Basel viser i øjeblikket og frem til d. 27. marts soloudstillingen "Guilty feet have got no Rhythm" med den tyrkiske kunstner, Banu Cennetoğlu.

Hun repræsenterede Tyrkiet ved Venedig Biennalen nr. 53 sammen med Ahmet Ögut, som asfalterede gulvet i KW ved den forrige Berlin Biennale, og som også burde være med i mit Tyrkiske tema. Det må blive en anden gang. Når jeg får tid.

Det af hendes projekter, jeg først blev opmærksom på, var med på Istanbul biennalen 2007. Det består af 15 håndlavede bøger med fotografier og en 5-takket stjerne trykt på forsiden.



Titlen, “15 Scary Asian Men” langer ud efter en, inden man overhovedet har fået tid til at kigge på de 15 teknisk set temmeligt ringe fotografier, der viser mænd alene eller i grupper, siddende i græsrabatter, krat og buskadser.

Jeg ville sandsynligvis nok vælge gå en anden vej, hvis jeg befandt mig på de kanter; terrænet de opholder sig i, er alt for øde og alt for uciviliseret, og mændene er alt for skumle, til at jeg ville føle mig helt veltilpas. Billederne fungerer perfekt som projektionsskærm for mine paranoiaer. I første omgang. Jeg skammer mig selvfølgelig og kigger igen på fotografierne, og opdager, at de fjerne skikkelser også ser temmelig små og trætte ud. De er måske slet ikke truende voldtægtsmænd og røvere, men udmattede vandrende, der holder rast. Eller måske er de venner på skovtur. Med sin titel peger Banu på min aktive rolle som fortolker, imens hun vifter mig om næsen med mine egne fordomme. Fedt!

Banu Cennetoğl  "15 asiatiske skræmmende mænd"


Banu Cennetoğl  "15 Asiatiske Skræmmende mænd"


























I et interview på EuroArtMagazine (web-tidsskrift for underrepræsenteret kunst) fortæller Banu, at billederne er taget ved motorvejen mellem den østlige og vestlige del af Istanbul. Hun kommer også med en anden udlægning end min. Værket handler om EU's angstforestillinger om de tyrkiske, ventende, passive mænd. Stjernen refererer både til det tyrkiske flag og til EU’s logo.

På den 53. Venedigbiennale bidrog Banu Cennetoğlu med værket KATALOG, som var en slags postordrekatalog, en tyk, fed bog med 450 fotografier taget af kunstneren selv, og som man kunne downloade gratis i udstillingsperioden. Ved katalogerne var lagt bestillingssedler, så man kunne notere sig hvilke fotos, man ville have. De var kategoriseret under 15 titler: komposition, farve, antagelse, forhandling, operation, forfængelighed, tilpasning, udflugt, forsigtighed, kærlighed, beslaglæggelse, udnytte, handling, invasion, udskiftning. Kategoriseringen river dem løs fra de kontekster, de er taget i. Til gengæld bliver man så inviteret til at tage stilling til dem,  til aktivt vælge dem.

Venedin Biennalen fra universes-in-universe


Banu Cennetoğlu har i det hele taget et projekt kørende med at udelegere eller fraskrive sig autor rollen. På Berlinbiennalen 2005 var hendes bidrag f.eks. en posthum udstilling af håndlavede bøger af en  armensk-turkisk B-skuespiller og outsider-kunstner, Masist Gül. Se mere om ham på websitet for Banu Cennetoğlu's udstillingssted for artist books BAS i istanbul.

Masist Gül

tirsdag, februar 8

SØNDAG I ISTANBUL. TYRKISK TEMA - FORTSAT III.

Osman Bozkurt's video fra 2003, Auto -Park / The Highway Parks of Istanbul handler om spontant opståede "parker" i Istanbul. Der bor 14 millioner mennesker i Istanbul, og i det omfang der har været byplanlægning, har den mest fokuseret på at gøre plads til biltrafikken. Videoen viser, hvordan beboerne i ukoordineret civil ulydighed indtager de forurenede, støjplagede, grønne arealer mellem motorvejene, og bruger dem som rekreative områder. Der ligger et uddrag af den på Tate Modern's web-site.
Klik her for at se uddraget


















mandag, februar 7

TYRKISK TEMA - FORSAT II

Tyrkisk kunst - en historie
Den følgende lille historie baserer sig delvist på oplægget, Copy, Paste, Insert... and a Bit of Space in Art History af den tyrkiske kunsthistoriker Ahu Antmen, som jeg hørte på konferencen Let's get Critical i 2009.

Et tilbagevendende tema i tyrkisk kunst er forholdet mellem periferi og center. På forskellige måder behandles oplevelsen af som kunstner at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Her er nogle eksempler:

1933. Zeki Faik Izer
Inspireret af den Kemalistiske relolution i 1923 malede Zeki Faik Izer i 1933 On the path to the Revolution. Billedet læner sig tungt op ad forbilledet, Delacroix's Friheden leder Folket fra 1830. (Tyrkiske feminister har dog bemærket, at den tyrkiske Marianne i modsætning til sin franske medsøster ikke selv bærer våben, og at hun ikke leder noget som helst, men følger fader Kemals overdimensionerede pegefinger.)




I 80'erne og 90'erne malede Bedri Baykam en række ekspressive parafraser over europæiske og amerikanske kunst-ikoner. Serien hedder This has been done before. Titlen henviser til den situation, man som outsider-artist befinder sig i, når det, man kommer med, ikke bliver anerkendt som noget nyt, men fejes af med: det dér er blevet gjort før. Så kan man ligeså godt citere det, der allerede er anerkendt. Bedri Baykam udgav i 1994 bogen Monkeys Right to Paint, som er et kampskrift imod den vestlige kunstverdens hegemoni og udnyttelse af andre regioners kultur som objekt for dens begær efter noget eksotisk andet. Han havde et værk med en vældig god titel med på den første Istanbulbiennale i 1987, nemlig: Ingres, Gerome, This is my Bath! Jeg har aldrig set det, og har heller ikke kunnet finde en gengivelser af det, men det drejede sig om en installation eller genopbygning af sceneriet fra Ingres' billede fra 1862, Det tyrkiske bad.






















2003. Erkan Özgen og Sener Özmen 
I Sener Özmen og Erkan Özgens video The Road to Tate Modern rider to mænd som Don Quijote og hans tjener planløst rundt på en hest og et æsel i et ørkenlignende landskab. Af dialogen forstår man, at de har været undervejs i bibelske 40 nætter og 40 dage. De møder en vandrende, som de anråber. Vi er gået vild, siger de, hvilken vej skal vi følge? Hvad er vejen til Tate Modern? Tror du vi kan nå frem? Ja, ja svarer vandringsmanden: der er langt, op over bjergene, men I skal nok nå det. Videoen slutter med, at man ser dem fortsætte imod bjergene i det fjerne på deres latterlige færd.

















Til den 9. Istanbulbiennale i 2006 lavede Serkan Özkaya en gengivelse af Michelangelos David. Skulpturen var udført i forgyldt polystyrenskum og var forstørret op til dobbelt størrelse. Dobbelt så flot som Michelangelos! Da Serkan Özkaya begyndte på projektet, havde han set adskillige billige reproduktioner, men aldrig selve skulpturen. Den er lavet ved hjælp af en 3D-laserscanning af originalen, som blev "printet ud" i mindre dele og opført i Istanbul.

David under opførelse i 2006. Den kollapsede kort efter under sin egen vægt.
















































Forholdet mellem original, reproduktion og kopi er i det hele taget et omdrejningspunkt for Serkan Özkaya. Jeg er ret glad for hans projekt Dear Sir or Madam, der består af korrespondancer mellem kunstneren og diverse myndighedspersoner. F.eks retter han to år efter afslutningen af Christos rigsdagsprojekt i Berlin høfligt henvendelse til Helmuth Kohl og foreslår at pakke rigsdagen ind igen. Han modtager en lige så høflig afvisning, og det er så den, der er værket. (hehe)

TYRKISK TEMA - FORTSAT

Serien Conditioned fra fra Lowaves arkiv, der i øjeblikket vises på Museet for Samtidskunst, omfatter også Erkan Ozgen’s Origin. Videoen indledes med sort skærm og et lydspor, hvor man hører taktfast march. Efter et minuts tid blændes der op for billedet. Man ser først kun fødderne af de marcherende, og det fremgår straks af fodtøjet, at der ikke er tale om soldater. Langsomt panoreres der op, så de efterhånden vises i fuld figur. Det er en gruppe mænd, der allesammen er klædt i hverdagstøj: sneakers, jeans og T-shirts, for de flestes vedkommende med røde, gule og grønne farver. Det etiopiske flags farver, eller rastafarifarverne. Omkring halvvejs inde i videoen begynder de at råbe taktfast i kor: How fortunate is the one that is turkish! Igen og igen, og på tyrkisk, men videoen har engelske undertekster. De i alt 4:55 minutter sluttes af med, at der zoomes ud til vidvinkel, så man til venstre i billedet kan se en bygning og et hegn samt vejen, hvor de marchrende mænd går. De fortsætter trampende og råbende ud af vejen, væk fra kameraet, og lyden fades ud.

Erkan Özgen havde filmen med på med på Istanbulbiennalen 2009 og dér kunne man i kataloget læse, at de medvirkende er afrikanske illegale immigranter, og at sætningen: How fortunate is the one that is turkish, stammer fra den tyrkiske national-ed, som dagligt bliver reciteret i tyrkiske skoler og institutioner.

Hvis man ikke kommer til Roskilde kan man se videoen her.

fredag, februar 4

HJEMME HOS FERHAT ÖZGÜR

Efter jeg var i Istanbul forrige år, er jeg begyndt at holde lidt øje med tyrkisk nutidskunst. I øjeblikket kan man på Museet for Samtidskunst i Roskilde se en kort video af en mine yndlingskunstnere fra tyrkiet, Ferhat Özgür. Museet viser udstillingen Reframing Reality med videoer fra Lowave archive. De er kategoriseret efter emner, og Ferhat Özgur’s video vises under temaet Conditioned, der med 8 forskellige værker fokuserer på barndom, opdragelse, undervisning og socialisering i Tyrkiet og Kurdistan.


Ferhat Özgür’s video på 5:27 minutter viser en hjemlig scene. Man ser et sofahjørne, hvor en kvinde træder ind, stiller et strygebræt op og henter et strygejern. Med rolige og målrettede bevægelser dækker hun strygebrættet til med et håndklæde og lægger en hårbørste frem. Ind træder en ung pige med ryggen til kameraet. Hun knæler ned og lægger sit udslåede, kraftige, lokkede hår op på brættet. Kvinden giver sig nu omhyggeligt til at stryge og børste håret. Da alt håret er blevet glattet ud, rejser den unge pige sig og forsvinder ud af billedet. Man ser på intet tidspunkt hendes ansigt. Kvinden pakker strygebrættet sammen og forlader scenen. Slut. Hele videoen er optaget i en fast indstilling. Der er ingen lyd.

Videoen læses sikkert på en anden måde, end jeg gør, i en lokal virkelighed hvor kvindens hår udgør et langt mere potent konfliktpunkt end i Roskilde. Men værket giver også mening udenfor en tyrkisk kontekst. Med meget enkle virkemidler taler det om relationer mellem mødre og døtre, om internalisering af kvinderollens krav om kropslig kontrol, og om kærlighed, magtforhold og ambivalens.

På Berlinbienalen sidste sommer viste de Ferhat Özgürs Metamorphosis Chat  9:45 minutter. Den viser kunstnerens mor, Pakize, der altid har klædt sig i traditionelt tyrkisk stil med tørklæde og det hele. Hun har besøg af sin veninde, Aysel, der er skolelærer, og som går i vestligt tøj. Efter de har snakket lidt, bliver de enige om at bytte tøj, og på resten af videoen fniser og sludrer de sig gennem den omstændige operation. Når de ikke lige klasker sig på lårene og er ved at dø af grin. Jo mere hyggelig scenen bliver, jo mere rækker den næse til den hysteriske retorik, der ellers omgiver muslimske kvinders valg af beklædning. Herregud, tænker man, what’s the fuss about?


Ferhat Özgürs's videoer har det her meget lette touch, samtidig med at de berører nogle ret komplekse emner. De er morsomme. Meget fine.

Udstillingen i Roskilde slutter d. 27. februar. Det er en stor samling, og efter min mening af ret svingende kvalitet, så man skal stå lidt igennem for at komme til guldet. Man kan købe videoerne på DVD på museet og på Lowaves website.