Det var en dejligt tør udstilling. Jeg elsker den slags: ikke så meget sludder og snak, præcise greb, der trækker tæppet væk under en uden at prøve at forklare eller undskylde sig med alverdens referencer og historier. Det foregik i østfløjen på Hamburger Bahnhof, og anliggenet var rummene selv.
Hovedværket var "Das Haus": I det store rum på østsiden af Hamburger Bahnhof var lysstofrørene sænket ned fra loftet i varierende højde, mange af dem så lavt, at de obstruerede publikums færden i rummet. Det blev til en slags labyrint. Loftspladerne, der normalt skjuler installationerne var fjernet og museets hemmelige elektriske infrastruktur var blotlagt.
I det tilstødende rum bestod installationen af en bevægelig væg, der umærkeligt bevægede sig frem og tilbage, så rummet konstant var under omorganisering. Bevægelsen var så langsom, at man var i tvivl om, hvad der foregik, kun ved at fastholde blikket på et punkt, kunne man konstatere: Jo, rummet er skrumpet eller vokset. Jeppe Hein har lavet et værk så godt som mage til, men mere agressivt, væggen bevæger sig hurtigere og rummet bliver mere klaustrofobisk. Det var med på Statens Museums for Kunst's" Reality Check og er fra 2003. Ayse Erkmen's er fra 1999, men altså genopført i 2008.
Det sidste værk i stuetagen var et sort gulvtæppe, der dækkede hele gulvet i passagen op imod restauranten. Der var skåret to rektangler ud af tæppet, den ene langs vinduessiden, den anden midt på gulvet, sådan at man for at passere trådte på det blotlagte, smukke kakkelgulv. Med mindre man gik udenom, som man instinktivt følte man burde, og som en del forbipasserende gjorde. Interessant, at det normale gulv, ved at blive dækket af et tæppe, som blev fjernet igen, kom til at fremstå som det egentlige, som værket, man ikke måtte træde på. Pragtfuldt!
Der var også andre værker, som jeg var mindre begejstret for. F.eks. "Wuschel", der bestod af en ansamling af sammenknyttede, grønne tekstillabels, med Ayse Erkmanns navn indvævet. Googles oversættermaskine tysk-dansk siger at "Wuschel" betyder "Fuzzy". Det gør det ikke bedre.
Ayse Erkmen er bedst, når hun er mest minimal. Hun har også arbejdet med film, som blev vist samtidigt og kakafonisk på en række små monitorer i en stor installation på 1. salen. Jeg kiggede på dem, men fik ikke rigtigt set dem, og kan overhovedet ikke huske noget fra dem. Jeg ved ikke, hvad hun ville med det, men hvis hensigten var, at man skulle kunne opleve videoerne som selvstændige værker, fungerede det ikke for mig.
Der ligger en lille video fra udstillingen på Hamburger Bahnhof på Art-in-berlin.
Ayse Erkmen skal repræsentere Tyrkiet på den kommende Venedig Biennale. Hun har et fint web-site med mange billeder og tekster.
