 |
Man træder ind i udstillingen og er straks midt i det hele. Det første man møder, er en gruppe skulpturer, menneskeskikkelser set fra ryggen, men vendt imod en spejlvæg, sådan at man ser dem forfra, samtidigt med at man ser sig selv i spejlet. Det hele er yderst teatralsk. Skulpturerne består hver især af et trebenet metalskelet og en maske eller i et tilfælde, en hat. De er dramatisk belyste med spots, der både oplyser maskerne og kaster cirkelrunde lyspletter på gulvet. Maskerne er håndskårne i den klassiske, japanske stil, men kun en af dem ligner de traditionelle masker. De andre er modelleret efter offentligt kendte personer: Henry Moore, Sean Connery's James Bondfigur, Atomfysikeren Enrico Fermi, og Kentudky Fried Chicken's Colones Sanders, superspionen Anthony Blunt samt to abstrakte Henry Moore skulpturer.
På bagsiden af spejlvæggen kører en 25 minutter lang film, der krydsklipper mellem en kunsthåndværker i færd med at fremstille maskerne og billeder af Henry Moore i sit værksted, imens man hører en engelsk speak. Det er en oplæsning af et manuskript til et teaterstykke, der omhyggeligt sammenvæver en historie, der dels handler om Henry Moore’s tvivlsomme forbindelser under den kolde krig og dels refererer til et Noh-teaterstykke med en helt, der flygter, forklædt under en hat.
De tvivlsomme forbindelser er:
a. Henry Moore var sponsor for CND (Kampangen for atomnedrustning, der blev stiftet i London i 1958).
b. I 1964 udførte han på bestilling en skulptur i Chicago på stedet hvor Enrico Fermi udløste den første kædereaktion i 1942. Enrico Fermi er den ene af Atombombens to fædre. Den anden er Robert Oppenheim. Værket hedder Nuclear Energy
c. Som en del af forarbejdet til Nuclear Energy lavede han en model af værket i et antal afstøbninger med den humoristiske titel Atom Piece. En af dem solgte han til Hiroshima City Museum.
d. I løbet at halvtredserne solgte han 55 skulpturer til Joseph Hirshhorn (Hirshhorm Museum and Sculpture Garden), der havde tjent sin formue på uran, der var steget voldsomt i kurs under atomkapløbet i den kolde krig.
 |
| Henry Moore, Nuclear Energy. Chicago 1967 |
Det ved jeg, fordi jeg gik hjem og googlede. Jeg opdagede kun noget af det på udstillingen. Rent kropsligt er udstillingen en anstrengende affære. Man skal enten stå op de 25 minutter, filmen varer eller sidde ned på en af de tre små puder, der ligger på gulvet. Det er ikke videre behageligt. Speaken er meget informationstæt, og den er hverken tekstet på engelsk eller dansk. Akkustikken er elendig, og jeg kunne simpelthen ikke høre/forstå meget af det. Man skal virkelig arbejde for sagen. Det er ikke nødvendigvis et problem, kunst behøver for min skyld ikke altid være hyggelig og inkluderende, men det var svært for mig at mobilisere tilstrækkelig nysgerrighed til at gide at gøre arbejdet på stedet. Det har måske med æstetikken at gøre: jeg bliver altid lidt mistænksom ved synet af skulpturer i form af menneskeskikkelser, og er spejlet ikke et usandsynligt billigt trick? For ikke at tale om den teatralske belysning. Jeg er oppe imod flere af mine yndlingsaversioner, selvom emnet absolut interesserer mig.
I de senere år har jeg set flere andre værker, der kredser om problematikken med den referenceløse, frie, modernistiske kunsts rolle under den kulturelle kolde krig. Det drejer sig om det Berlinbaserede projekt Museum of American Art, som jeg så på Istanbulbiennalen 2009, og Alessandro Balteo Yazbeck & Media Farzin’s Cultural Diplomacy: An Art We Neglect, som var med på dette års Istanbulbiennale. Begge projekter tager lidt tid at sætte sig ind i, men de indeholder en variation af tekst, billeder, rum og film, som mere lægger op til, at man kan orientere sig i sit eget tempo, end det er tilfældet med Simon Starlings tidsbaserede værk. Jeg savner dog i alle tre værker en mere subjektiv vinkel og en mere tydelig afsender. Når alt kommer til alt handler opgøret med modernismen vel især om netop dette: at der ikke er noget, der bare er alment eller universelt, at der altid er en afsender.
Museum of American Art-udstillingen fik mig til at læse den højst anbefalelsesværdige bog: The cultural cold war-the CIA and the world of art and letters” af Frances Stonor Sanders. (link til CIA's info om bogen). Som formidling af temaet fungerede det glimrende. Min interesse blev vakt. Men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene: fungerer de her værker og projekter godt som kunst ? Eller er de snarere en form for kreativt museumsdisplay, der bare er lidt mere kryptisk og lidt mindre læsevenligt end på et rigtigt museum? Er det godt nok, at min oplevelse og forståelse især foregår via google, når jeg er kommet hjem fra udstillingen? -Ikke helt. Men på den anden side: hvis ikke på en kunstudstilling, hvor ville der ellers sættes fokus på kunsten og den kolde krig?
Det er ikke helt retfærdigt kun at skrive om Project for a Mascerade, når udstillingen består af yderligere to rum med værker, der er mindre påståelige. Det ene rummer dokumentation af Simon Starlings bådprojekter Shedboatshed (2005) og Red River (In Search of the Elusive Okapi) (2009), og det andet en minutiøs kopi 1:1 af dukketeateret fra Kongens Have. Hver søndag spilles stykket Ekspeditionen, der er bygget op omkring Simon Starlings rejsekunstprojekter. Jeg har inviteret Eskil på 4 år ind og se det, og vender tilbage med en blogpost, når jeg har hørt hans mening om sagen.
