Birgitte Anderberg havde ligesom jeg selv oplevet en ambivalens i forhold til læsningen, på en gang irriteret og ansporet, men hun erklærede sig indforstået med, at teksten nødvendigvis må yde modstand, når anliggendet er at mobilisere et nyt sprog, og syntes, at det var umagen værd. Når det gælder om at falde opad i en ond, men uomgængelig situation, vil hun gerne være med!
Fra sin position som museumsinspektør kunne Sanne Kofoed erklære sig enig i, at oplevelsesøkonomien favoriserer kunstudstillinger, der har en høj WOW-effekt på bekostning af andre opgaver og udstillingstiltag. Hun konstaterede, at vilkårene for kunstinstitutionerne er under forandring og i en eller anden grad i krise. Der foregår langsomme, men væsentlige strukturelle forandringer, som f.eks. at de museale opgaver i tiltagende grad overdrages fra staten til kommunerne. -Et bekymrende faktum, når man tænker på de ulykker kommunalreformen har afstedkommet på andre samfundsområder.
Lars Bang Larsens svar, var at han ser dem som forskelige, men parallelle. Hæftet “Organisationsformer” består mestendels af en inspireret diskussion af konceptkunsten plus en mindst lige så veloplagt introduktion til den brasilianske kunstners Helio Oiticia’s “antropofagiske” magtkritik. Antropofagisk betyder kannibalistisk, og menuen er den dominerende kultur, så man kan oversætte det til kulturkannibalisme. Oiticiacs værker fra 70‘erne bestod af interieurs med hængekøjer, Jimmi Hendrix-musik, lysbilledprojektioner af pladeomslag og bøger dekoreret med kokainbaner og udgjorde en form for klub-miljøer, markeringer af subkulturelle, ekstatiske og stofpåvirkede fællesskaber. Oiticiac’s svar på kulturimperalismen er en vildt, beruset og ubekymret given afkald på sandhed og mening. Konceptkunst derimod forbindes ofte med noget køligt, lutheransk, systematisk og rationelt, men den har med Lars Bangs Larsens ord ligesom Oiticiacs projekt også et barbarisk aspekt; den vil gerne opløse noget. Konceptkunstnen hylder også det irrationelle på sin underlige tørre måde. Som f.eks. når John Baldessari synger Sol LeWitt og underviser en stuepalme i alfabetet.
Diskussionen berørte også begrebet “samtidskunst” som knyttedes til 90’er kunstscenen. I 90'erne; det årti, hvor paneldeltagerne først gjorde sig gældende i kunstfeltet, havde ordet en klang af noget radikalt andet, men begrebet har skiftet karakter i takt med den udbredte omfavnelse af samtidskunsten. Når der bliver alt for meget samtidighed i kunsten, bliver den gnidningsfri og bekræftende. Den kunst, man kan knytte håb til er genstridig, anakronistisk, irriterende og usamtidig.
Håbet ligger i, at mennesker ikke bare er kulturkvæg. Vi laver vores egne læsninger af informationsstrømmen. Vores nervesystemer er træge, og vi indoptager ikke uden videre hvad som helst. Meget poetisk sagde Lars Bang Larsen, at han håbede at essays’ene ville få skarntydeeffekt. At de vil hvirvle noget materiale op ligesom ukrudtsfrø, der spredes og slår rødder i forskellige miljøer. Med essays’ene har han introduceret nogle nye begreber og genoplivet nogle gamle. Når unge kunststuderende går rundt og siger oplevelsesøkonomi, udgør ordet et punkt, som genererer mening og viden. Gud ved hvad der sker, hvis de også begynder at sige fremmedgørelse og falsk bevidsthed? -Også i mit nervesystem er der installeret nye ord, der kan virke som træghed eller modstandskraft i forhold til oplevelsesøkono-miens informationsstrømme: autencitetseffekter, affektens materialitet og selvforbrug. Ord der konkretiserer og belyser forskellige tilstande af uro og ubehag, der måske ellers ville være forblevet vage og ubelyste.
Torben Sangild forsøgte at sætte lidt gang i den med en kritik af selve analysen, som han beskyldte for delvist at bestå af firkantede postulater. Han syntes, at Lars Bang Larsen totaliserer kapitalismen på en unuanceret måde, og at hans kapitalismekritik er for vag og ukonkret. Og i øvrigt, at den er baseret på amerikanske tilstande, som ikke uden videre kan oversættes til skandinaviske forhold. Se bare på Overgaden, sagde han - her foregår der jo noget, der yder modstand til oplevelsesøkonomien, støttet af Statens Kunstråd.
Der blev heldigvis også diskuteret kunst. Sanne Kofoed bemærkede, at teksterne rummer en nostagisk længsel efter en fri uafhængig kunst, efter det interesseløse behag. Fra salen blev der spurgt til, om der bestod et modsætningsforhold mellem konceptkunst og (kultur)kannibalisme?
Der blev heldigvis også diskuteret kunst. Sanne Kofoed bemærkede, at teksterne rummer en nostagisk længsel efter en fri uafhængig kunst, efter det interesseløse behag. Fra salen blev der spurgt til, om der bestod et modsætningsforhold mellem konceptkunst og (kultur)kannibalisme?
Lars Bang Larsens svar, var at han ser dem som forskelige, men parallelle. Hæftet “Organisationsformer” består mestendels af en inspireret diskussion af konceptkunsten plus en mindst lige så veloplagt introduktion til den brasilianske kunstners Helio Oiticia’s “antropofagiske” magtkritik. Antropofagisk betyder kannibalistisk, og menuen er den dominerende kultur, så man kan oversætte det til kulturkannibalisme. Oiticiacs værker fra 70‘erne bestod af interieurs med hængekøjer, Jimmi Hendrix-musik, lysbilledprojektioner af pladeomslag og bøger dekoreret med kokainbaner og udgjorde en form for klub-miljøer, markeringer af subkulturelle, ekstatiske og stofpåvirkede fællesskaber. Oiticiac’s svar på kulturimperalismen er en vildt, beruset og ubekymret given afkald på sandhed og mening. Konceptkunst derimod forbindes ofte med noget køligt, lutheransk, systematisk og rationelt, men den har med Lars Bangs Larsens ord ligesom Oiticiacs projekt også et barbarisk aspekt; den vil gerne opløse noget. Konceptkunstnen hylder også det irrationelle på sin underlige tørre måde. Som f.eks. når John Baldessari synger Sol LeWitt og underviser en stuepalme i alfabetet.
Diskussionen berørte også begrebet “samtidskunst” som knyttedes til 90’er kunstscenen. I 90'erne; det årti, hvor paneldeltagerne først gjorde sig gældende i kunstfeltet, havde ordet en klang af noget radikalt andet, men begrebet har skiftet karakter i takt med den udbredte omfavnelse af samtidskunsten. Når der bliver alt for meget samtidighed i kunsten, bliver den gnidningsfri og bekræftende. Den kunst, man kan knytte håb til er genstridig, anakronistisk, irriterende og usamtidig.
Håbet ligger i, at mennesker ikke bare er kulturkvæg. Vi laver vores egne læsninger af informationsstrømmen. Vores nervesystemer er træge, og vi indoptager ikke uden videre hvad som helst. Meget poetisk sagde Lars Bang Larsen, at han håbede at essays’ene ville få skarntydeeffekt. At de vil hvirvle noget materiale op ligesom ukrudtsfrø, der spredes og slår rødder i forskellige miljøer. Med essays’ene har han introduceret nogle nye begreber og genoplivet nogle gamle. Når unge kunststuderende går rundt og siger oplevelsesøkonomi, udgør ordet et punkt, som genererer mening og viden. Gud ved hvad der sker, hvis de også begynder at sige fremmedgørelse og falsk bevidsthed? -Også i mit nervesystem er der installeret nye ord, der kan virke som træghed eller modstandskraft i forhold til oplevelsesøkono-miens informationsstrømme: autencitetseffekter, affektens materialitet og selvforbrug. Ord der konkretiserer og belyser forskellige tilstande af uro og ubehag, der måske ellers ville være forblevet vage og ubelyste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar