Liverpool Biennale 2010/III

Lars Laumann, Morrissey Foretelling the Death of Diana, 2006 på Open Eye Gallery, Wood Street

Jeg kendte til Lars Laumann's arbejde fra hans bidrag til Berlin Biennalen 2008 "Frau Berlin Mauer". I den følger man Eija Ritta, som bor i en lille by i Nordsverige. Hun er gift, men ikke med en mand. Hun tilhører nemlig en minoritet, hvis sexuelle orientering retter sig imod objekter; "Objektum Sexuality". Eija Ritta er forelsket i og gift med Berlinmuren. Og det er ikke noget Lars Laumann selv har fundet på. Han har derimod fundet det på internettet. Prøv selv at google.

Morrisey Fortelling the Death of Diana bygger også på en funden website, nemlig Dianamystery.com. Her udfolder en fantastisk konspirationsteori sig, hvis forudsætning er, at Morrissey på en eller anden måde forudså prinsesse Dianas død og indlejrede kryptiske gåder og hentydninger til det i sine tekster og på sine pladecovers. Billedsiden består af fundne filmklip og fotografier, men det er lydsiden, der er det vigtigste. Med monoton stemme opremses sammenfald mellem Morrisseys tekster og begivenheder op til Dianas død. Jeg optog et udsnit og transkriberede det:

".......Morrissey’s finale verse from The Queen is Dead refers to two people, someone who opened a crate of ale, Anthony, and someone who is an egyptian, Cleopatra. The dead of princess Diana was a comply of the death of two other people, someone who is drunk, Chauffeur Henry Paul, someone who is egyptian, Dodi Fayed. Anthony and Cleopatra died in august.  Diana died in august. Finale name mentioned on the album is Cleopatra, but Morrrisey does not refer to Shakesphere or the Elisabeth Taylor film but to the comedy Carry on Cleo. In the film Carry on Cleo, actress Amantha Barrie plays Cleopatra, Amanda Barry as queen Cleopatra is the last person on the Queen is Dead. At the time of Dianas dead, Amanda Barrie was starring as the carakter Alma in the long running british soap opera, Coronation street. Dianas death ocurred on the underpath, Plats der Armo. A street sign of Manchester Coronation Street is seen on the photo in the album cover. The last record released by Morissey before Dianas death was Alma Matters. Today there has been over a hundred of Morreseys records released worldwide. There has never been one with a car on the cover till Alma Matters. On the front cover of Alma Matters Morresey is leaning on the hood of a Chervolat. One month after the release of Alma Martters Diana suffered her fatal injuries in a car in the Alma Underpath. So how is it possible for Diana’s death to be foretold in a work of Morresey? Is it purely by Morresey´s own ability, or did someone or something else influent his work? Morresey himself does not claim that he has the ability see the future. Princess Diana was killed in the summer of 1997. The film Contact is released in the summer of 1997. The film is based on the novel of the same name by astronomer, astrofysisist Carl Seagan. The tagline of the film advertised: A Message from Deep Space. A coded message is sent by extraterrestials from the Vega star system. The hero of the film is told that the message can only be decifred if you think like a vegan. In earthy terms vegan are people who avoid useing animals or animal products or food, chlothing or other purposes and refuse to take part in animal exploitation of any kind. Contact is released in the summer of Diana’s death. In the abscense of any earthy explanation for how Dianas death was foretold in the work of Morresey let’s explore the possibilitiy that extraterrestials are responsible for the Diana-Morresey phenomena. The Smiths first album was released one year before the novel contact. For the cover of the album Morresey chose a image of actor Joe Dallesandro who was born in Pensacola, Florida december 31. The image for the cover of the Smiths debut album was taken from the movie Flesh directed by Paul Morresey...... "

Værket har en behagelig, hypnotisk kvalitet, der gør, at man ligesom falder til ro i det. Efterhånden som man sidder og lytter til det, bliver man næsten overbevist om sagen. Der er vist usædvanligt mange sammenfald mellem teksterne og detaljerne omkring ulykken.

Lars Laumann forholder sig uhyre neutralt, helt ud i den messende stemmeføring. Set-up'et er stramt, nøgternt: en projekter, et diaslærred, stole. Vi bliver præsenteret for fænomenet, og må selv tage stilling. Kunstneren gør det ikke.

Lars Laumanns værker har en form for -yderst moderne - kunst-antropologisk tilgang til sit undersøgelsesfelt. Ikke ulig Søren Martinsen's i Children of the New Age, som jeg tidligere omtalte på bloggen, hvor kunstneren undersøger populærkulturens grænseområder. Det betænkelige ved metoden er selvfølgelig, at de deltagende mennesker kommer til at være eksotiske objekter for kunstnerens neutrale, antropoligske blik. Jo mere far-out de er, jo mere interessant er værket. Også for mig selv. Jeg taber næse og mund, men det føles altså lidt som at glo på nogen eller noget.
   
Selvom man i begge tilfælde, Lars Laumann's og Søren Martinsen's, som publikum oplever en oprigtig, næsten kærlig interesse fra kunstnerens side. Som om de gerne selv ville være med i de dér fællesskaber. Måske agerer kunstnerne i den her type værker selv som manisk internetfreaks? Som antropologer "gone native"?

Jeg fik ikke rigtigt set de andre værker på udstillingen, Hellen Keller, and the great purging bonfire og books and unpublished manuscripts illuminating the dark, og Duett. Ikke fordi de var dårlige, men fordi jeg ikke kunne kapere mere.  

Liverpool biennale 2010/ll

Når man kommer lidt på afstand af en større kunstudstilling , er det som regel sådan at der er enkelte værker, der bliver metonymer for begivenheden. Med Liverpool biennalen vil jeg helt sikkert komme til at sige: "Nårh, det var den med Ryan Trecartins "Trill-ogy Comp"". Det bestod af tre videoværker, installeret i kælderen på Renshaw Street. Videoerne er en hyperaktiv rejse i et MTV - reality - speed-cross gender - freak - hjemmevideo - horror - party - kysse - bræk- multi - univers. Ikke sådan at referere, så heldigvis ligger de alle tre på Vimeo. De er lange, henholdsvis 43, 33 og 51 minutter, og det kan man næppe stå model til i et stræk. Slet ikke på biennalen, hvor man står eller sidder ubekvemt, og samtidigt ved, at der er så meget andet, der venter. Et tilbagevendende problem med videokunst, der ofte ikke fungerer optimalt i et udstillingsformat. De her ville passe i en lounge med fri drinks og gratis stoffer.  Når det ikke lige er situationen, er det er næsten bedre end på bienalen at se dem i mindre doser på Vimeo. Nyd dem, de er fandme sjove!




P.opular S.ky (section ish) from Ryan Trecartin on Vimeo.


Sibling Topics (section a) from Ryan Trecartin on Vimeo.


K-CoreaINC.K (section a) from Ryan Trecartin on Vimeo.

TOUCHED. Liverpool biennalen 2010

Videodokumentation af Karmelo Bermejo: Bank loan granted to an art gallery used to pay a firework display at the closing ceremony of Art Basel, Miami Beach 2009 

Det er en stor bienale. På tre dage nåede jeg langt fra at se hele udstilingen, og det selvom jeg ikke engang overvejede at prøve at inkludere den parallelle kunstevent, Independent. Biennalen er egentlig mere en kunstfestival end en klassisk biennale, idet den er en uensartet blanding af meget forskelligt kuraterede udstillinger fordelt på 5 gallerier, flere midlertidige udstillingssteder og projektrum, en maleri-pris-udstilling og projekter i det offentlige rum.

Direktøren for biennalen, Lewis Biggs har i interviews, bl.a. Huffington Post: "why conceptualism is out and materiality is In" argumenteret for et opgør med konceptkunstens kølighed hen imod en større vægt på kunstens materialitet og evne til at berøre beskuerne “direkte” Deraf temaet "TOUCHED. I forordet til kataloget taler kuratorteamet ubesværet og uden postkoloniale betænkeligheder om “fællesmenneskelige erfaringer", om kunst, der taler direkte til publikum uden mediering, og kunst, der overskrider kulturelle forskelle.

Hardt og Negri får lov til at formulere udgangsbønnen i kataloget med dette citat: Alle de teoretiske elementer, vi indtil nu har akumuleret i vores diskussion.... risikerer, på trods af deres styrke, blot at stå inaktive ved siden af hinanden, hvis ikke der tilføjes endnu et element, der kan binde dem sammen og give mening i et sammenhængende projekt. Hvad der mangler er kærlighed. Ja, vi ved, at udtrykket gør mange læsere utilpasse......Vi synes derimod, at kærlighed er et væsentligt emne for filosofi og politik, og fraværet af undersøgelser udvikling af det, er en central årsag til svagheder i samtidstænkningen.
(katalog s.11min oversættelse)

Programerklæringerne giver ret god mening i forhold til de valgte værker. Udstillingen var som helhed  meget let tilgængelig. (Jeg så den sammen med 20 kunstskoleelever, som ufortrødent gik i lag med det hele) Det mest iøjnefaldende valg var, at der var mere maleri på biennalen, end man har set i årevis på en samtidskunstudstilling. Det var også helt i tråd med ideen om kunst, der taler for sig selv, at informationen var yderst sparsom. f.eks. angives hverken kunstnernes nationalitet eller fødselsår.

De 7 kuratorer er lokale kunstaktører: Lewis Biggs, Lorenzo Fusi, Peter Gorschlüter, Patrick Henry, Sara-Jayne Parsons, Mike Stubbs og Mark Waugh.

Mere om Biennalen i de næste poster!

Åndelighed igen!

frieze, november 2010

Den sidste udgave af Frieze (november 2010) har “Religion and Spirituality” som tema. Kunstsamlere! Aner man en trend?  Dan Fox har skrevet en ret tåbelig leder...”Modernism might have diffused, we still rely on artists, curators and critics to act as interpreters of contingent meaning, aesthetitic creeds or art world etics, just as rabis, imans and priests do. People go to galleries on sundays rather than churches ... Oh yeah??

Hvis man kan spore en tendens til fornyet åndelighed i kunsten, tror jeg / håber jeg at det mere drejer sig om en interesse for steder, der undslipper den generaliserede fornuft. (Men jeg blev godt nok lidt ængstelig over at konstatere, at Vatikanet næste år skal have en pavillon på Venedig biennalen.)

Nummeret indeholder en artikel om maleren og teosoffen Hilma av Klint, der i 1905 af en række ånder fik besked om at male en række abstrakte malerier. Det var Amaliel fra Tibet, der stod bag det hele, Gregor og Esther, der førte ordet og Theosofus, der førte hendes hånd. (Ret ærgeligt, at når det nu viser sig at 1900-tallets første abstrakte malerier er malet af en kvinde, så er de alligevel malet af en mand)  Det var en betragtelig produktion,  mellem 1906 og 1908 malede hun 111 billeder. Der er ikke vidnesbyrd om at Kandinsky har set Hilmas malerier, men det er ikke umuligt, for han var i Finland i årene mellem 1914 og 1921, en periode, hvor han ligesom hun var engageret i teosofien og netop i den periode,  hvor Hilma arbejdede med billederne.

Hilma av Klint, Ånd og Materie ml. 1906 og 15

Frieze slutter temaet af med et interview med Joachim Koester. Man spørger ham: do you believe in the soul? Svaret er: "I believe in the existence of some kind of astral wildlife. I don’t believe in the soul, though." Jeg ved ikke, om det er pga. hans Hashish Club værk, at man har inkluderet ham i temaet, eller om det har med hans dansetrance reenactment-værk at gøre, men jeg synes hverken, at han minder om en rabi eller iman eller præst, der udlægger den kontingente mening. Derimod er han en rigtig god kunstner.

Tekst af Hal Foster om Joachim Koester
Nikolaj Wallner, Joachim Koesters galleri,

Mere teosofi og modernisme

Alt det her fik mig til at tænke på Teosofiens grundlægger, Madame Blavatsky, som jeg i sidste måned så i skulpturel form på Saatchi Gallery i London. Den polsk-britiske kunstner Goshka Macuga har fremstillet Blavatsky akkurat hvilende, næsten svævende på to stole, ifærd med at levitere - eller med at udføre et levitationstrick.

Goshka Macuga, Madama Blavatsky, 2007 Saatchi Galleri 

Blavatsky kan siges at være urmoderen til moderne okkultisme, aka New Age. Blavatsky var i direkte åndelig kontakt med åndelige væsener fra Tibet, Mahatma’er, en slags engle, som kommunikerede med hende i form af virkelige breve, blæk på papir, som manifesterede sig ud af den blå luft. De har nogle på British Museum (Man fandt godt nok nogle hemmelige døre og skrin med falsk bund, da en undersøgelse blev sat i værk i 1884.)

Blavatsky spiller jo en særlig rolle for kunsten gennem sin forbindelse til Kandinsky, som i Om det Åndelige i Kunsten fra 1911 udfolder et teosofisk inspireret evolutionært verdensbillede. "En stor spids trekant, opdelt i uens store felter og med det spidseste og mindste felt vendt op ad - er den rette, skematiske  fremstilling af det åndelige liv." Sådan indledes kapitel 2. I spidsen af hver trekant står en højt udviklet åndsperson (f.eks. en kunstner, f.eks. Kandinsky), der driver udviklingen fremad. Trekanten bevæger sig hele tiden fremad, sådan at indsigter, der før var forbeholdt spidsen, efterhånden bliver tilgængeligt for masserne i den brede ende af trekanten, imens eneren modigt har bevæget sig endnu længere fremad i menneskehedens åndelige udvikling. Det er et billede, planket direkte fra teosofien, der ser universet som en uendelig række af systemer inden i hinanden med en række væsner eller guder ordnet i et pyramideformet hierarki. De "højeste" væsner er samlet øverst i pyramiden og de "laveste" nederst.

Goshka Macuga har også i andre værker kredset om metafysik/modernisme.  Hun deltog på Sao Paolobiennalen 2006 med et værk, Mula sem Cabeca / Det hovedløse muldyr, der bestod af en nedskaleret udgave af Oscar Niemann's pavillion, som udstillingen foregik i, og et bed, beplantet med lokale magiske urter.  Hun citeres for at have bemærket, at transformationen til kapitalismen, har medført en stigende interesse for mystisisme i Polen. "As the political structure has changed and the culture has grown more materialistic, people look for alternatives." Tjek hende ud! Der ligger en artikel om hendes værk på Sao Paolobiennalen 2006 på findarticles.com 

Skrøbelige overmennesker på Overgaden

Om Søren Martinsen, “Children of the New Age” d. 4/9 - 31/10 på Overgaden

Medierne er tegning og video. I de forreste udstillingsrum vises en meget lang serie små akvareller og tegninger, der kopierer og improviserer over new-age’s formsprog med cirkler, trekanter, stjernehimle, symmetri, pastelfarver, symboler og diagrammer.

Hovedværket på udstillingen er filmen Children of the New Age. Den følger tre kvinder: englen Vivi, det voksne krystalbarn Sanne, og energiterapeuten Chalotte samt Chalottes søn, indigobarnet Kristoffer. Vivi fungerer som hovedteoretikeren i filmen. Hun forklarer baggrunden for New-Age, krystalbørn og indigobørn: jorden er netop nu lige på nippet til at træde ind i en ny, åndelig tid. Som en slags fødselshjælpere, der skal få transformationen til at glide, har særligt højtudviklede engleånder ladet sig inkarnere på jorden. (Vivi selv er en af dem) Den ny tids børn er væsener fra andre planeter, der er inkarneret på jorden, og kendes på, at de har færre chakraer end andre mennesker og en indigofarvet aura. Disse børn har, skønt deres høje udviklingsstade mange vanskeligheder med at tilpasse sig livet på jorden, og diagnosticeres ofte med ADHD eller aspergers. Krystalbarnet Sanne, der nu er alternativ behandler, fortæller om en svær barndom og en livslang følelse af ikke at passe ind. Indigobarnet Kristoffer på 11 år har problemer med at finde sig tilrette i skolen, og man hører i slutningen af filmen, at de kommunale myndigheder truer med at tvangsfjerne ham.

Filmen fungerer det meste af vejen som en klassisk portræt-dokumentarfilm, og gør ikke særligt opmærksom på sig selv som medie. Det er også rigeligt interessant i sig selv at få indblik i en subkultur, der er befolket af engle og væsener fra andre planeter, hvor et barn kan kalde solen frem, og hvor sten indeholder helbredende psykiske kræfter, og kan recharges ved at ligge i solen. Og som helt uden betænkeligheder opererer med overmennesker og med udrensning af mindre udviklede mennesker.

Et højdepunkt i filmen viser englen Vivi siddende hyggeligt i en beigefarvet sofa med violette tulipaner i forgrunden og et grønt maleri i baggrunden, imens hun forklarer samtidens naturkatastrofer og krige som en nødvendig renselsesproces, der skal forberede planeten til den nye åndelighed. Nogle mennesker er simpelthen ikke højt nok udviklede til at kunne leve i en højfrekvent åndelighed, så de må dø. Men det skal de slet ikke være kede af, for de inkarnerer så bare på en anden planet, med et lavere energiniveau, der passer meget bedre til dem.

Man må sige at det er en vellykket film, der i høj grad stimulerer nysgerrigheden i forhold til den subkultur, den beskæftiger sig med. Men nysgerrigheden er samtidigt det mest problematiske i projektet. Man forbliver en voyeurperspektivisk begloer hele vejen, og Søren Martinsen, der både optræder som interviewer og som voice-over-fortæller, undgår ikke at lægge en -godt nok blid- men alligevel ironisk distance til sine interviewofre. Ved at inkludere en telefonsamtale med moren om kommunens tvangsforanstaltninger overfor drengen, drejer Søren Martinsen hele billedet af familien i en retning, hvor de ses som socialt udsatte, skrøbelige mennesker, som ofre. Den fortolkning er på spil hele vejen, men jeg synes, at filmen ville have været bedre, hvis det i noget mindre grad havde ligget til højrebenet at se filmens hovedpersoner som særlinge med megalomane fantaster.

Men filmen er meget tankevækkende. Min sidemand ved visningen af filmen hviskede om Kristoffer: “jamen han har jo damp!” Det fik mig til at tænke på, at diagnosen “Indigobarn” er langt mere attraktiv end “Damp-barn”. Det er vel sjovere at være et væsen fra stjernerne end en neurologosk forstyrrelse. Og DAMP og ADHD er jo også en fortolkning af børns adfærd, og fuldstændig afhængig af, hvordan man definerer normalitet. 10 % af alle 10 årige drengebørn i USA medicineres i øjeblikket med Ritalin.

Mere sjov med New Age
I udstillingsperioden afholdt overgaden et arrangement med repræsentanter for teosofisk forening, NLP akademiet og Skeptica. Teosoffen Arne lagde ud med at gøre rede for grundtanker i teosofien. Det var noget meget stilfærdigt, ret hyggeligt, mainstream-agtigt noget, forestillinger, man vil kunne støde på i enhver gymnasieklasse eller læse om i Alt for Damerne: lidt buddisme og tolerance, lidt reinkarnation, lidt chakrarer og åndelige energier og noget med engle. NLP terapeuten Nancy deltog med et fancy powerpointshow, der forklarede, at sindet fungerer som en slags software, et program, der fortolker sanseoplevelser. NLP terapeuten kan så hjælpe med at omprogrammere disse sprog og billeder til nogle bedre, mere positive og hensigtmæssige udgaver. Alt var super godt, Nancy talte med en meget, meget sød stemme om, hvordan man kan få et meget, meget bedre liv. Hvis man altså entrerer med en NLP-coach.

Jeg funderede lidt over retningsangivelser: Teosoffernes indsigter kommer ned, NLP’ernes terapeutens kommer op.

Skeptikeren Klaus kom på tilsidst, og benyttede lejligheden til at uddybe. Nu blev teosofien meget sjovere! Menneskelivets udvikling på jorden har udspillet sig igennem 7 rodracer; den 3. rodrace var lemurerne fra det tabte kontinent Lemurien. De var telepatiske kæmper, kæmpestore og holdt dinosaurer som kæledyr; altså ligesom i filmen AVATAR- jeg elsker hvordan Hollywood og far-out subkulturer ernærer sig ved hinanden-. Den 4. rodrace kommer fra Atlantis, og den 5. ariske rodrace er ophavsmændene til den vestlige kultur. Meget snart vil den 6. og mere åndelige rodrace, der kombinerer “vestlig” og “østlig” kultur, manifestere sig på jorden. Englehierakiet står i løbende kontakt med udvalgte i Tibet fra Det Store Hvide Broderskab, som modtager beskeder og indsigter, og som oprindeligt blev oplært af flammeherrer fra Venus.. and so on.

Arrangementet sluttede med en festlig performance, hvor de tre oplægsholdere optrådte som panel. Skeptikeren bebrillet rastløst travende frem og tilbage, med en HA! - kan I bevise det?- attitude, NLP-terapeuten, stadig med honningen dryppende fra stemmebåndet og teosoffen synligt utilpas, pegende imod loftet for at angive belæg for sine vidtløftigheder. En skøn lørdag eftermiddag!

Akvarel og billedteks, The 5th. Aryan Root Race