 |
| Simone Aaberg Kærn: Statsministerportræt af Anders Fogh |
Ugens danske kunstnyhed var afsløringen af det officielle statsministerportræt af Anders Fogh Rasmussen, malet af Simone Aaberg Kærn.
Jeg kan godt forstå, at Anders Fogh gerne vil have en venstreorienteret BZ’er til at male sit portræt. Han gør ikke noget uovervejet, han er en god mediespinner, og det havde selvfølgeligt været muligt for ham at finde en maler, der ikke samtidigt er en politisk modstander. Men det er en god historie, og han kan kun vinde på at fremstille sig som tolerant og fordomsfri.
Jeg kan ikke forstå hvorfor Simone Aaberg Kærn vil male billedet. Citaterne i pressen er modstridende. De lyder på en ene side, som om hun har valgt at se bort fra politik. For at kunne lave portrættet har hun jogget med Anders Fogh og lært ham at kende som et “nysgerrigt, åbent og tolerant menneske.” Men på den anden side ønsker hun ikke at se bort fra politik, i alle reportager fra afsløringen af maleriet citeres hun for at være venstreorienteret, at være uenig med Fogh Rasmussen, at være feminist, BZ’er osv. Det er åbenbart hende magtpåliggende at understrege sin politiske uenighed. Hvad er hun ude på?
SAK er uddannet på Kunstakademiet i 90‘erne, og jeg går ud fra, at hun er skolet i at forstå en given kontekst som en del af et givet værk. Jeg går ud fra, at hun ikke mener, at et maleri bare er et maleri. Hun er en uddannet og erfaren kunstner. Jeg regner med at hendes beslutninger om sin kunst er velovervejede.
Billedet er et brystbillede af Fogh, vendt imod højre, i læseretningen, med en dynamisk diagonal hældning imod billedets øverste, venstre hjørne. Øverst i billedet, i fortsættelse af den diagonale linie ses en stjerne. Han er portrætteret foran et sammensat landskab, bestående af en bøgeskov og et bjerglandskab. I billedets højre side ses et militærfly. Aflæsningen ligger ligefor: på den ene side, bag ham, er det frodige, danske landskab, Foghs fundament, og på den anden side, foran ham, er hans mission i Iraks og Afghanistans ørken-bjerglandskaber. Stjernen over ham er intellektet, ideen, ånden, ledestjernen. Flyet er et tegn på hans aktivistiske udenrigspolitik.
I lyset af den vægt SAK har lagt på at understrege sin politiske uenighed med den portrætterede, spekulerer jeg på, om hun forholder sig ironisk. Kan man læse billedet på andre måder?
Er det en stjerne? Eller er det et missil på vej imod eks-statsministeren? Bøgeskoven virker underligt klemt inde mellem Fogh og billedrammen. Det ser ud som om den vokser på skulderen af ham og presser hans hovede imod højre. Han skal dog ikke rykke det en millimeter længere, før det på den venstre side presses af flyvemaskinen, hvis vinge som en knivspids faretruende berører halsen. Jo mere jeg ser på den flyvinge, jo mere ligner det en stilet, på nippet til at penetrere hovedpulsåren på generalsekretæren. Freudian slip? Eller opfordring?
Stilmæssigt er det pop. Billedet ligner lidt en en billig westerntegneserie. Vil hun ironisk portrættere Fogh som Texas Ranger? Er det en kommentar til hans forbindelse med Bush?
Maleriet er utroligt dårligt udført. Farverne er unuancerede, lige ud af tuben-flade og glansbilled-agtige. Er hensigten med den ubehjælpsomme udførelse at tilføre billedet en slags folkelig autencitet? I så fald hvorfor? Eller forestiller hun sig at man, når billedet hænger mellem Bobjerg, Kvium og Strøbech vil stoppe op og spekulere på, hvorfor netop Fogh er fremstillet så ubehjælpsomt? Er hun med malemetoden spidsfindigt ude på at gøre ham til grin?
Man kunne sikkert få en del tid til at gå med at lave sådan en Dan Brown inspireret konspirations-rebus-billedanalyse. Problemet er bare at det kan være ligemeget. Det drejer sig om Anders Fogh's officielle statsministerportræt. Hun kan besværge sig så meget hun vil, men hun kan ikke vinde det spil. Det eneste hun opnår, er at kompromitere de positioner, hun påberåber sig.
Bare se på billederne af SAK majet ud i hanekam foran magtens klappende og smilende mænd. Hun er deres allesammens kære lille aktivist, tidligere BZ’er, venstreorienteret, feminist, uh-ha-da! Hun spiller lige præcis den rolle der er tiltænkt hende: beviset på det impotente i enhver modkultur og den totale udtømning af et kritisk modsprog.
 |
| Aaberg Kærn i Statsministeriet |
