Kuratorerne Jens Hoffmann og Adriano Pedrosa havde på forhånd lagt op til en usædvanlig biennale. På Art Basel i juni optrådte de med et gensidigt interview, hvor de diskuterede den kommende udstilling. Deres udgangspunkt for kurateringen var en erkendelse af, at biennalefænomenet er ved at blive nedslidt i takt med mængden af biennaler på den globale kunstscene. Alle biennaler ligner hinanden og følger en model, der efterhånden er blevet til en konvention. Hvorfor, spørger Jens Hoffmann, skal der altid være over 100 kunstnere på en biennale, kan man ikke nøjes med tolv? Skal der på en biennale altid være en bred, global repræsentation, eller er det ikke lige så godt at udelukkende vise kunstnere fra mellemøsten på en biennale, og fra asien på en anden? Skal der absolut være spektakulære kunstprojekter i stor skala, eller kan man arbejde med små formater og intime udstillingsrum? Har de sidste ti-femten års biennaler favoriseret politisk og socialt orienteret kunst i en grad, så at de visuelle, formelle og æstetiske kvaliteter er blevet underordnet i forhold til indholdet? Er det nødvendigt med en pompøs overskrift som What keeps Mankind Alive, eller Illuminations, eller kan en biennale være Untitled?
Indeed! Gode spørgsmål.
Hoffmann og Pedrosa har samlet udstillingen på én enkelt adresse, i to store lagerhaller ved siden af Istanbul Modern. Det er en forholdsvis lille udstilling, som det faktisk kan lade sig gøre at se på en enkelt dag. Udstillingsarkitekturen består af større og mindre metalcontainere, opstillet i en labyrintisk struktur, hvor de enkelte rum er klart adskilte. Formodentlig for at reducere mængden af mediehype, har der har været meget lidt information om udstillingen før åbningen. F.eks. var der indtil kort før åbningen ikke udgivet lister over deltagende kunstnere. Resultatet er blevet et skarpt fokus på selve værkerne i et meget traditionelt hvid-kube format.
Som samlet kuratorisk greb har de ladet Felix Gonzales Torres’ arbejde udgøre omdrejningspunktet for udstillingen. Selve titlen: Untitled (12th Istanbul Biennale), 2011 referer til Gonzales manér med at benævne sine værker efter modellen: untitled + en parantes med en reference + årstallet, altså som i Untitled (Ross in LA) 1991. Felix Gonzales Torres kunst kunne ligne minimalistiske, conceptuelle værker, men havde altid også et politisk emne og et personligt indhold. Hans arbejde er eksemplarisk for kuratorernes syn på kunst og politik. “Through his works, Gonzalez-Torres demonstrated that the most successful political moves are ones that do not appear to be political”, som der står i pressemeddelelsen.
Udstillingen er organiseret i 5 udstillingstemaer, med udgangspunkt i 5 Gonzales værker:
- Untitled (Ross),
- Untitled (Abstraction)
- Untitled (History)
- Untitled (Passport)
- Untitled (Death by Gun)
Hvert tema er repræsenteret af en gruppeudstilling og en række udstillinger med enkelte kunstnere. Der er i alt 53 soloudstillinger, der hver giver plads til en mere grundig repræsentation af den enkelte kunstner, end man er vant til ved den type begivenheder. Mange af værkerne er små og forholdsvis lavmælte. Der er mange tegninger, grafik og fotografier, meget få malerier og meget få videoer, få installationer, en del objekter og skulpturer, ingen performance og ingen begivenheder i det offentlige rum udenfor biennalen.
Indeed! Gode spørgsmål.
Hoffmann og Pedrosa har samlet udstillingen på én enkelt adresse, i to store lagerhaller ved siden af Istanbul Modern. Det er en forholdsvis lille udstilling, som det faktisk kan lade sig gøre at se på en enkelt dag. Udstillingsarkitekturen består af større og mindre metalcontainere, opstillet i en labyrintisk struktur, hvor de enkelte rum er klart adskilte. Formodentlig for at reducere mængden af mediehype, har der har været meget lidt information om udstillingen før åbningen. F.eks. var der indtil kort før åbningen ikke udgivet lister over deltagende kunstnere. Resultatet er blevet et skarpt fokus på selve værkerne i et meget traditionelt hvid-kube format.
Som samlet kuratorisk greb har de ladet Felix Gonzales Torres’ arbejde udgøre omdrejningspunktet for udstillingen. Selve titlen: Untitled (12th Istanbul Biennale), 2011 referer til Gonzales manér med at benævne sine værker efter modellen: untitled + en parantes med en reference + årstallet, altså som i Untitled (Ross in LA) 1991. Felix Gonzales Torres kunst kunne ligne minimalistiske, conceptuelle værker, men havde altid også et politisk emne og et personligt indhold. Hans arbejde er eksemplarisk for kuratorernes syn på kunst og politik. “Through his works, Gonzalez-Torres demonstrated that the most successful political moves are ones that do not appear to be political”, som der står i pressemeddelelsen.
Udstillingen er organiseret i 5 udstillingstemaer, med udgangspunkt i 5 Gonzales værker:
- Untitled (Ross),
- Untitled (Abstraction)
- Untitled (History)
- Untitled (Passport)
- Untitled (Death by Gun)
Hvert tema er repræsenteret af en gruppeudstilling og en række udstillinger med enkelte kunstnere. Der er i alt 53 soloudstillinger, der hver giver plads til en mere grundig repræsentation af den enkelte kunstner, end man er vant til ved den type begivenheder. Mange af værkerne er små og forholdsvis lavmælte. Der er mange tegninger, grafik og fotografier, meget få malerier og meget få videoer, få installationer, en del objekter og skulpturer, ingen performance og ingen begivenheder i det offentlige rum udenfor biennalen.
 |
| Udstillingsarkitekturen består af metalcontainere i en labyrintisk struktur |
SKUFFENDE KURATERING
Der deltager omkring 110 kunstnere på den 12. Istanbulbiennale. Som alle biennaler giver den mulighed for at lære nye kunstnere at kende, og for at se værker af kunstnere, der er underrepræsenterede på den nordeuropæiske kunstscene. Især deltager mange latinamerikanske og mellemøstlige kunstnere, hvoraf størstedelen er nye bekendtskaber for mig. Så der er selvfølgelig masser af god kunst at se på biennalen, men jeg synes ikke at kurateringen som helhed er vellykket. Jeg er enig i præmissen: De internationale biennaler har ageret avantgarde gennem de sidste tyve år, og værker og begivenheder, der udfordrer kunstsystemets grænser, er efterhånden blevet til en tom gestus. Biennalerne er blevet kunst-tivolier, og deres rolle er højst sandsynligt ved at være udspillet. Det er uomgængeligt, at der kommer til at ske noget andet.
Med udgangspunkt i kuratorernes retorik havde jeg forventet et bud på noget usædvanligt, vrangvilligt og sært, men det virker lidt som om, de har tøvet på halvvejen. Jeg kan godt være med til at heppe på Felix Gonzales Torres, men det er altså et ret konventionelt valg at pege på ham, darlingen over alle biennaledarlings endnu en gang. Det meget sympatiske ønske om at bryde med publikums forventninger om spektakulære oplevelser har materialiseret sig i en nærmest museal udstilling. Der er ikke kun 12 kunstnere på biennalen; der er fuldstændigt konventionelt omkring 100. Alt er ophængt og installeret omhyggeligt, i montrer og bag glas, der er ikke noget, der roder eller forstyrrer publikums færden mellem værkerne. Udstillingen er tilrettelagt for øjnene. Resten af kroppen tiltales næsten ikke. Min mexicanske kollega påpegede at udstillingsarkitekturen minder om et latinamerikansk marked. Det er en meget rammende beskrivelse af situationen. Som publikum inviteres man til at indtage en rolle som en slentrende turist på windowshopping.
Der er tale om en meget håndfast kuratering. De fem katagorier fortolkes noget i retning af :
- Abstraction - forhold mellem abstrakt form og politisk indhold
- Ross - intime relationer
- Passport - migration, identitet, fremmedgørelse
- History - tid, sammenhæng, modhistorie
- Death by Gun - vold.
Temaerne er forstået meget bogstaveligt. Passport er fuld af værker, der arbejder med pas og kufferter, Death by Gun er domineret af fotoserier af skudofre samt geværer, soldater, patroner, osv. Også i forhold til de mere åbne værker fungerer kategorierne som en styrende reference, der insisterer på en bestemt læsning. Helt i modstrid med kuratorernes udtalte hensigt, de vil nemlig helst være open to various forms of interpretation rather than dispensing a spoon fed message. (katalog s. 25) Men det er lige præcis sådan kurateringen fungerer. Man bliver så at sige madet med ske.
Pedrosa og Hoffmann har lavet en helgardering ved at påberåbe sig et citat af Felix Gonzales Torres: Jeg er ikke autoritetens stemme, Jeg laver fejltagelser. Jeg kan tage fejl. Den 12. Istanbul Biennale er ikke tænkt som en idealmodel eller en endelig konklusion på noget som helst. Kurateringen er et forslag, et indlæg eller et spørgsmål i en fortløbende, lang diskussion om kunst og udstillingsvirksomhed i den globale (kunst)offentlighed. Det er vel nok for meget forlangt at forvente en forløsning af de dilemmaer kuratorerne peger på. Kunsten er fortsat under et oplevelsesøkonomisk pres, og hvad fanden kan man stille op? Pedrosa og Hoffmann foreslår en tilbagetrækning til kunstrummet og en besindelse på kunstværkers objektkarakter. Måske har de ret, men resultatet på den 12. Istanbulbiennale er en smule kedeligt.
Links
Felix Gonzales Torres
VÆRKER
Selvom jeg må indrømme at jeg savnede nogle oplevelsesøkonomiske blockbusters, var der en masse god kunst, som jeg var glad for at se på biennalen.
Alessandro Balteo Yasbeck & Media Farzin, Cultural Diplomacy, An Art We Neglect, 2008. Installationen sammenvæver Calder’s åbne, abstrakte kompositioner med modeller af energipolitiske magtforhold i 40‘erne og 50’erne. Bizarre filmoptagelser af koldkrigspolitikere, fotografi, tekst og skulptur blander pseudodokumentation sammen med faktisk dokumentation til en historie om internationale olieintriger og den abstrakte kunsts rolle i den kulturelle, kolde krig. Der er mange referencer til vestlige interesser i Iran, som f.eks. i et fotografi af Calders Orange Fish mobile fra 1946, der nu hænger på Teheran Museum af Contemporary Art foran guldindrammede portrætter af Irans postrevolutionære ledere.
Mona Vatamanu & Florin Tudor Land distribution, 2010, er et af de få værker, der tager højde for at publikum består af kroppe. I hele udstillingsrummet er udspændt et grid, i kvadrater ca. 2 m x2 m i ca. 150 m højde. Man kan ikke passere gennem rummet uden af kravle under eller skræve over installationen. I første omgang opleves det som et abstrakt værk, der vil diskutere det horisontale, det vertikale, skulpturens udstrækning, beskuerens rolle og den slags. I anden omgang ser man, at det udspændte grid består af videokassettebånd på metalhegnspæle og læser i teksten, at det er en metode, man bruger i Venezuela, når man indhegner land, som man har fået tildelt gennem Chavez's jordreformer. Videobåndene har skiftet funktion, men det er sjovt at tænke på hvad der mon er optaget på dem. Hollywoodfilm, højst sandsynligt. Jeg kan godt lide de mentale kolbøtter, man må slå for at forene de forskellige betydningslag i værket.
Ernesto Neto Brasilien, 2003, Two Cortexes in the void, der består af en sort snor, ophængt med tape. I modsætning til flere andre tekstilværker på udstillingen, får værket lov til at hænge direkte på væggen uden indramning. Cortex betyder hjernebark, som er den yderste, foldede del af storhjernen, og center for det kognitive, sprog, kommunikation og erindring. Ernesto Neto er ellers kendt for nogle nærmest hyggelige, spaceagtige tekstilskulpturer, men det her værk er lige på, ømt, råt og poetisk.
Camilo Yanez, Estadio Nacional, 11.9.2009. En dobbelt projection på hver side af en storskærm viser i et loop en langsom panorering henover et stadion under nedrivning eller renovering. På lydsiden kører en melankolsk folkemusikagtig sang også i loop. Stadion i Santiago i Chile blev under militærkuppet i 1973 brugt som fængsel og henrettelsessted af Pinochez’ militser. Værkets titel refererer til datoen for kuppet, 11.9.1973. Det er nærmest urimeligt banalt, men smukt. Man sidder i halvmørket og falder lidt hen i det uendelige loop af lyd og billede. Projektionen er installeret ved siden af gruppeudstilingen Death By Gun og den melankolske melodi lægger en vis bittersød tone til de mange usentimentale fotoserier af mord og død. (Først senere forstår jeg, at sangen er skrevet af Victor Jara, som blev myrdet på stadion i 1973)
Jeg var også glad for at se Dora Mauer hvis lavmælte, konceptuelle 1970’er værker, Seven Rotations, Throwing the plate from very high, Throwing acid to the plate from very high og Hidden structures fungerer godt i de små, intime rum.
Jonathas de Andrade’s, Tropical hangover, består af notater fra en angiveligt funden dagbog og fotografier fra Recife i Brasilien. Værket skaber nogle mærkelige referencer mellem de meget intime optegnelser, der især er om affærer med diverse kvinder, og billederne, der dels er af byens arkitektur, og dels er private snapshots af personer, strande osv.
William E Jones, Killed fra 2009 er en projetion af bortcensurerede fotografier, optaget under Farm Security Administration, et program, der skulle dokumentere landbefolkningens vilkår i fyrrenes USA. Billeder, der havde et upassende indhold, blev ødelagt med et cirkulært klip. Værket viser dem hurtigt og succesivt, sådan at hullet fungerer som et animeret element, et skudhul, der understreger, at cencuren brutalt har elimineret en del af virkeligheden.
 |
Alessandro Balteo Yasbeck & Media Farzin, Cultural Diplomacy, An Art We Neglect, 2008 |
 |
Alessandro Balteo Yasbeck & Media Farzin, Cultural Diplomacy, An Art We Neglect, 2008 |
 |
Alessandro Balteo Yasbeck & Media Farzin, Cultural Diplomacy, An Art We Neglect, 2008 |
Mona Vatamanu & Florin Tudor Land distribution, 2010, er et af de få værker, der tager højde for at publikum består af kroppe. I hele udstillingsrummet er udspændt et grid, i kvadrater ca. 2 m x2 m i ca. 150 m højde. Man kan ikke passere gennem rummet uden af kravle under eller skræve over installationen. I første omgang opleves det som et abstrakt værk, der vil diskutere det horisontale, det vertikale, skulpturens udstrækning, beskuerens rolle og den slags. I anden omgang ser man, at det udspændte grid består af videokassettebånd på metalhegnspæle og læser i teksten, at det er en metode, man bruger i Venezuela, når man indhegner land, som man har fået tildelt gennem Chavez's jordreformer. Videobåndene har skiftet funktion, men det er sjovt at tænke på hvad der mon er optaget på dem. Hollywoodfilm, højst sandsynligt. Jeg kan godt lide de mentale kolbøtter, man må slå for at forene de forskellige betydningslag i værket.
De samme kunstnere har procuceret nogle af de få malerier der er med på Biennalen. Det drejer sig om en serien Appointment with History, der består at ret små (40x50) meget lækkert og saftigt malede billeder af stærkt politisk ladede sitiationer; flygtninge i både, demonstranter og politi.
Ernesto Neto Brasilien, 2003, Two Cortexes in the void, der består af en sort snor, ophængt med tape. I modsætning til flere andre tekstilværker på udstillingen, får værket lov til at hænge direkte på væggen uden indramning. Cortex betyder hjernebark, som er den yderste, foldede del af storhjernen, og center for det kognitive, sprog, kommunikation og erindring. Ernesto Neto er ellers kendt for nogle nærmest hyggelige, spaceagtige tekstilskulpturer, men det her værk er lige på, ømt, råt og poetisk.
 |
| Ernesto Neto Brasilien, 2003, Two Cortexes in the void |
Camilo Yanez, Estadio Nacional, 11.9.2009. En dobbelt projection på hver side af en storskærm viser i et loop en langsom panorering henover et stadion under nedrivning eller renovering. På lydsiden kører en melankolsk folkemusikagtig sang også i loop. Stadion i Santiago i Chile blev under militærkuppet i 1973 brugt som fængsel og henrettelsessted af Pinochez’ militser. Værkets titel refererer til datoen for kuppet, 11.9.1973. Det er nærmest urimeligt banalt, men smukt. Man sidder i halvmørket og falder lidt hen i det uendelige loop af lyd og billede. Projektionen er installeret ved siden af gruppeudstilingen Death By Gun og den melankolske melodi lægger en vis bittersød tone til de mange usentimentale fotoserier af mord og død. (Først senere forstår jeg, at sangen er skrevet af Victor Jara, som blev myrdet på stadion i 1973)
 |
| Camilo Yanez, Estadio Nacional, 11.9. 2009. |
Jeg var også glad for at se Dora Mauer hvis lavmælte, konceptuelle 1970’er værker, Seven Rotations, Throwing the plate from very high, Throwing acid to the plate from very high og Hidden structures fungerer godt i de små, intime rum.
 |
| Dora Maurer, Hidden structures |
Jonathas de Andrade’s, Tropical hangover, består af notater fra en angiveligt funden dagbog og fotografier fra Recife i Brasilien. Værket skaber nogle mærkelige referencer mellem de meget intime optegnelser, der især er om affærer med diverse kvinder, og billederne, der dels er af byens arkitektur, og dels er private snapshots af personer, strande osv.
 |
| Jonathas de Andrade 2009, Tropical hangover |
 |
| William E Jones, 2009, Killed, |
Biennalen fortsætter til d. 13.11. 2011
