mandag, april 4

Berlintur i Marts - Gordon Matta Clark

I Berlin på Hamburger Bahnhof nede i kælderen, kan man i øjeblikket se Gordon Matta Clarks Splitting fra 1974.

Videoen, der er overført fra 16 millimeter film, viser kunstneren, der skærer et hus tværs igennem med en bajonetsav, hammer og mejsel. Filmen kan ses her på Ubuweb.

Gordon Matta Clark er en slags billedkunstens rockstjerne. Han lavede dristige og spektakulære værker, han så rimeligt godt ud, og han døde ung. Hvis der var en fan-klub, ville jeg være medlem. Så kunne jeg skrige mit begær ud ved synet af Gordon, ifærd med at gennemhulle bygningsværker med sin stiksav.

Splitting 1974

Conical Intersect, Parisbiennale 1975





































Til Parisbienalen 1975 skar han et dybt kegleformet snit fra facaden ind gennem flere etager og adskillige rum i en bygning, der skulle rives ned for at give plads til byggeriet af Centre Pompidou. Han kaldte den slags projekter for undoing buildings og definerede dem selv som politiske og modernismekritiske værker. Det følgende er stumper af et interview, foretaget af Donald Wall i 1976.
...Først og fremmest er det misbruget af Bauhaus og tidlige puristiske idealer, som jeg er uenig med. Så jeg må præcisere hvordan ensrettede, idealistiske problemløsninger ikke blot har undladt at løse problemerne, men skabt umenneskelige tilstande både i hjemmene og på institutionelt plan. Så det, jeg reagerer på, er forvrængningen af værdier og etik, forklædt som modernitet, fornyelse, byplanlægning, kald det hvad du vil. 
......Jeg retter min opmærksomhed imod det centrale tomrum, imod den kløft, der kan være mellem selvet og det amerikanske kapitalistiske system. Det, jeg taler om, er en meget virkelig, omhyggeligt opretholdt masseskizofreni, hvor vores individuelle oplevelser konstant bliver undergravet af industrielt kontrollerede medier, markeder og virksomhedsinteresser. Det gennemsnitlige individ er udsat for denne syndflod af halve sandheder og monstrøse løgne, som alle drejer sig om, hvem der styrer hans liv, og hvordan det bliver opnået. Denne sammensværgelse står på hver dag, overalt, mens borgeren pendler til og fra sit skotøjsæskehjem med dets aura af fred og ro, bliver han målrettet fastholdt i en tilstand af massesindssyge. 
Se hele interviewet her.
  

Conical Intersect


FAKE ESTATES
Også på andre måder udgjorde huller, mellemrum og tomrum omdrejningspunkter for hans kunstprojekter. I starten af 70'erne købte han meget billigt af bystyret i New York City 15 jordstykker, der var for små eller på andre måder for underlige til at have værdi som ejendomsspekulation. Det var stumper af jord, der faldt udenfor forestillingen om en rationelt strukturet byplan. Ved at købe dem kunne han på en gang demonstrere, at modernismens besættelse af orden og rette linier kom til kort i forhold til det virkelige liv og ironisk sætte fokus på drømmen om rigdom gennem erhvervelse af fast ejendom. Projektet blev ikke foldet fuldt ud i Gordon Matta Clarks levetid, men i 1990‘erne blev fotografier af de pågældende jordstykker og de juridiske dokumenter i forbindelse med købet samlet til en række collager. Nogle af dem kan ses i øjeblikket og indtil d. 22. maj på Barbican i London på udstillingen Laurie Anderson, Trisha Brown, Gordon Matta-Clark: Pioneers of the Downtown Scene, New York 1970s 



























FOOD
Som en meget konkret åbning af nye muligheder i byrummet åbnede han i 1971 sammen med danseren Caroline Goodden det kunstnerstyrede spisested FOOD på Lower Manhattan. Restauranten fungerede som en udvidet dagligstue og mødested for den unge kunstscene i New York, og serverede god, billig mad. I week-enden skiftedes kunstnere til at være gæstekokke, og man kunne f.eks. møde Rauschenberg i færd med at koge bønner til en chili. Som kunstprojekt fungerede restauranten som en parallel til Gordon Matta Clarks undoing buildings; her var det kunstinstitutionen, der på et metaforisk plan med restauranten som værktøj blev sprættet op, så nye perspektiver kunne komme til syne. 

Tina Girouard, Caroline Goodden, Gordon Matta Clark, Food, Manhattan 1971


Ingen kommentarer:

Send en kommentar