HIP HIP HURRAH - Danh Vo i X-rummet d. 20.11 - 20.3

Bloggisten har ligget på den lade side i juletiden. Men jeg nåede dog at komme forbi Danh Vo’s udstilling i X-rummet i Statens Museum for Kunst.

X-rummet er flyttet tilbage til sin gamle placering: helt nede i den ene ende af skulpturgaden, forbi børnemuseet, rundt om trappen, op ad trappen til venstre. Jeg troede egentlig, at placeringen i forbindelse med samlingen skulle markere en mere central position for nutidskunst på Statens Museum. Men nu er det altså som før. Man befinder sig perifert i forhold til museets centrum. Det vil være problematisk i forhold til mange udstillinger, men ikke i det aktuelle tilfælde. Danh Vo’s udstilling spiller på oplevelsen af at være på en afsides lokalitet.

Hele foretagenet henligger i halvmørke og værkerne er ikke belyst. En del af den mobile skillevæg er skudt til side, så rummet åbner sig imod det tilstødende tomme lokale. To steder er et kvadrat skåret ud i gulvet sådan, at man kan se ned til konstruktionen og el-installationerne. På høje hånd lige ved indgangen hænger fire plexiglasholdere til informationsmateriale, men de er tomme, bortset fra påklæbede klistermærker med danske og britiske flag. Det ser ud som om, de er blevet hængende fra den sidste udstilling. De to gange jeg så udstillingen, var der hverken en kustode eller andre museumsgæster i nærheden. Det hele virker forladt.

Værkerne står eller ligger spredt og ufokuseret i rummet. Formelt set beskæftiger de sig med soklen/displayet.  Tingene er stablede, ligger direkte på gulvet, står oven på et hul i gulvet, er i en vitrine, ligger på en bænk, i en taske, står på en kuffertvogn. Kunstobjekterne består af en stars-and-stribes guldbemalet e-mac papkasse, en overskåret træskulptur, hvoraf halvdelen ligger i en billig plastictaske og den anden halvdel står på en kuffertvogn, to vitriner, den ene med en papkasse med diasfilm, den anden tom, en bilmotor, en træbænk, nogle grene støbt i bronze, en vaskemaskine, et køleskab og et fjernsyn stablet ovenpå hinanden.  Man klør sig i nakken, leder efter titlerne, finder dem indgraveret i en messingplade på skillevæggen og bliver hjulpet på vej:

“Oma Totem. Genstande fra kunstnerens bedstemor Nguyen Thi Ty: 26" Phillips TV, Gorenje vaskemaskine, Bomann køleskab, træ krucifiks, og personligt adgangskort til et kasino. Apparaterne modtaget fra et immigrations hjælpeprogram og krucifiks er modtaget fra den Katolske kirke ved hendes ankomst til Tyskland i 1980”

“Vitrine lavet af bolværkseg oprindelig brugt som vægpaneler på Statens Museum for Kunst “

“Vitrine lavet af bolværkseg oprindelig brugt som vægpaneler på Statens Museum for Kunst 150 glasdias fra den første amerikanske vandring på månen, Gemini 4. lavet fra film optaget på missionen, købt fra pilot på missionen Ed White II's private samling, som senere omkom på Apollo 1, 1967”

“Das Beste oder Nichts, 2010. Motoren fra kunstnerens far Phung Vo's Mercedes-Benz 190”

“To stykker opskåret træskulptur fra middelalderen forestillende Saint Josef, trækvogn, lædertaske”

“Træ fra den nu nedlagte katolske Phu Quoc kirke og bronze støbning af grene fra et træ på kirkegården.”

Aha. Kunstobjekterne er altså effekter og arvestykker, der både referer direkte til Danh Vos egen “lille historie” om hans families immigration fra Vietnam til Europa og til den “store historie” om kolonialisme, migration, begær, forbrug og produktionsforhold i slutningen af det 20 århundrede.

Dias fra Apollomissionen, papkassen fra den allerede forældede e-mac, den overskårne helgen i en taske, de slidte hvidevarer og den udtjente Mercedes motor er ynkelige efterladenskaber af noget, der engang var begærsobjekter og som engang repræsenterede fremskridt og håb. De prøver at gøre sig til på det fine museum med fine vitriner, men det går ikke rigtigt; det hele er noget rod, lyset er gået ud og kustoden er gået hjem.

Der er masser af info tilgængeligt på nettet. Der ligger bl.a. et glimrende interview om udstillingen på Statens Museums site. klik her