En lang, glidende panorering henover møbler, surrealistiske malerier, afrikanske masker, legetøj, piber, fotografier, tegninger, polynesiske fetischer og andre kuriositeter; det er tydeligvis i en lejlighed; det er tydeligvis i et hjem, som viser sig at være André Bretons. Efter hans død og før det hele blev solgt stykvis på auktion. På lydsiden en speak, der i et freudiansk-surrealistisk associationsskred, bevæger sig fra en hånd i bukserne over Orions bælte til tyngdekraft, sten, æg, øjne, hjernemasse, og til kapital, slagmark og død. Det drejer sig om The Trick Brain, den britiske kunstner Ed Atkins bidrag til den femoghalvtredsindstyvende Venedigbiennale, der netop nu går ind i sin sidste måned.
Værket er eksemplarisk for kuratoren Masimiliano Gionis udstilling, der i høj grad trækker på surrealismens forestillinger om det ubevidste og irrationelles potentiale til på en gang at være kunstnerisk inspirationskilde og radikal, revolutionær kraft. Udstillingen som helhed (og den opleves virkelig som en helhed) handler om erkendelsesformer i det irrationelle, obskure og overnaturlige; erkendelsesformer, som kuratoren opfatter som et modsvar til, eller endda som en modstand imod samtidens rationaliserings og effektivitetsparadigmer.
I forbindelse med sin ansættelse i 2010 på The New Museum i New York udtalte den dengang 35-årige Gioni: “I et samfund og en kultur, hvor alting har et budskab og alting har en betydning og alting har et formål, synes jeg, at vi skulle værdsætte det, som er sært, som er uden uden retning, og som er kompliceret udover al rimelighed.” Bestemt en meget sympatisk agenda. I kataloget for den aktuelle biennale omtaler han biennaleudstillingen som en detaljeret, men skrøbelig struktur, et fantasifoster af en mental arkitektur, ligeså berusende (delirious) som mærkværdig.
Vi skal altså ud, hvor vi ikke kan bunde, og alene størrelsen på udstillingen: 156 kunstnere, hver repræsenteret med adskillige værker, hvoraf en stor del er videoværker, er nok til at bringe en beskuer i en eller anden form for ændret bevidsthed. En udmattelsens delirium -også selv om man har taget fornuftige sko på.
Der er rigtigt mange gode værker med i udstillingen. Foruden den førnævnte kunstner, Ed Atkins, var jeg glad for at lære hollænderen Eric Van Lieshout at kende. Han bidrager med en 25 minutter lang halvdokumentarisk video, Healing, der bliver projekteret udendørs i en installation, der mimer en drive-in biograf, og som, åbenbart typisk for kunstneren, fremstår som en let afrakket form for pop. Inklusiv bilsæder og pink parasoller. Videoen tager udgangspunkt i hans egen familie, som alle er socialarbejdere, og kredser om de hemmelige og åbenlyse motiver for deres hjælpearbejde. Det er sjovt, pinagtigt og rørende på en gang.
Også den tjekkiske kunstner Eva Kotákova er et nyt og velkomment bekendtskab for mig. Hun har fyldt et rum med en tredimensionell collage, Asylum, bygget af metalstrukturer, gipsskulpturer, udklip, fotografier og diverse objekter, som tilsammen udgør et slags arkiv eller en database over forskellige former for ængstelse, drømme, frygt, visioner og utopier. Værket er udviklet i samarbejde med psykiatriske patienter på et hospital i Prag. Det hele holdt sammen i et meget delikat og klart formsprog, domineret af sort og hvidt. Måske lovligt nydeligt, men bestemt interessant nok.
Jeg var glad for at genopleve Ryan Tracartins univers med hans Not Yet Titled: Fire hysterisk overgearede videoer af et udsyret reality-talkshow USA på speed. Ryan Trecartin er blevet en rigtig Biennaledarling, og når man har set hans værker en gang, virker det lidt, som om han hver gang gentager det samme greb. Derfor er det interessant, at den ene af videoerne, der følger unge på et destruktivt amokløb gennem et amerikansk forstadskvarter, har et mere dokumentarisk præg end de hyperkunstige miljøer, hans videoer ellers foregår i. Videoerne er virkelig godt installeret i individuelle fysiske miljøer, men i ét lokale, sådan at de ikke kan undgå at forstyrre hinanden. Det passer godt til det generelle overload i værkerne, ikke mindst i forhold til lydsiden, som blander sig uhindret til en kakafoni, der gør et forhindringsløb ud af enhver bestræbelse på at få sammenhængende narrative forløb ud af værkerne.
Jeg var glad for at genopleve Ryan Tracartins univers med hans Not Yet Titled: Fire hysterisk overgearede videoer af et udsyret reality-talkshow USA på speed. Ryan Trecartin er blevet en rigtig Biennaledarling, og når man har set hans værker en gang, virker det lidt, som om han hver gang gentager det samme greb. Derfor er det interessant, at den ene af videoerne, der følger unge på et destruktivt amokløb gennem et amerikansk forstadskvarter, har et mere dokumentarisk præg end de hyperkunstige miljøer, hans videoer ellers foregår i. Videoerne er virkelig godt installeret i individuelle fysiske miljøer, men i ét lokale, sådan at de ikke kan undgå at forstyrre hinanden. Det passer godt til det generelle overload i værkerne, ikke mindst i forhold til lydsiden, som blander sig uhindret til en kakafoni, der gør et forhindringsløb ud af enhver bestræbelse på at få sammenhængende narrative forløb ud af værkerne.
Og det var en fornøjelse at se KP Brehmers Himmelfarben, der består af tørre registreringer af himlens farve med akvarel på milimeterpapir. Aah! Værket er udført i konceptkunstens storhedstid i 1970‘erne, og det er typisk for biennalen, at den ikke udelukkende beskæftiger sig med det nyeste kunst, men også inkluderer kunst produceret siden avantgardens fremkomst omkring 1910, altså igennem de sidste 100 år. Omkring 40 af de deltagende kunstnere er afdøde.
Som sagt, der er virkelig mange gode værker med. Som Steve McQueens Once upon a time, et lysbilledshow baseret på billeder, sendt ud i rummet med voyagerprogrammet i 1977 i et statsautoriseret, men absurd og rørende forsøg på at kommunikere med extraterrestiale bevidstheder. Det absurde fremhæves af lydsiden, der består af antropologiske optagelser af personer, der taler i tunger. Eller som Fischli og Weiss’ Suddenly this Overview; over 100 små skulpturer i ubrændt ler, installeret på sokler, de fleste figurative, endda fortællende, vittige: Alberts Einstein forældre i seng, et brød, Spielbergs ET, tre lampepærer, en læsende bjørn, en mursten, alt tilsyneladende fuldstændig uden nogen form for overordnet, logisk sammenhæng, men visuelt meget, meget tiltalende. Uhøjtideligt og sjovt.
Men jeg er ikke lige begejstret for det hele. Masimiliano Gioni ønsker med udstillingen at udviske grænsen mellem professionelle kunstnere og amatører, outsidere og insidere, og have en mere antropologisk end kunstbaseret tilgang til værkerne. Derfor har han inkluderet adskillige ikke-kunstnere, mere eller mindre kendte personer. Her synes jeg af tingene løber af sporet. Svejtseren Emma Kunz’ geometriske tegninger fra 1940‘erne er diagrammer for alternativ medicinsk behandling, udført på basis af pendulsvingninger. Franskmanden August Lesage var i kontakt med ånder, der førte hans hånd i arbejdet med hans store, ornamenterede malerier fra 1930‘erne. Han så i øvrigt sig selv som en inkarnation af en ægyptisk fararo. Den nulevende, unge japanske Shinichi Sawada er dybt autistisk, men udstiller en serie keramikskulpturer udformet som fantasivæsener eller uhyrer. - Eller rettere: en serie keramikskulpturer af Shinichi Sawada er blevet udstillet af Masimiliano Gioni.
Ingen af disse værker er oprindeligt tænkt som kunst. Altså er det i disse tilfælde ene og alene kuratoren, der udnævner værkerne som kunst. For at sætte tingene på spidsen, kan man betragte kuratorens virke som en fjendtlig overtagelse. Som en anden selskabstømmer, der erhverver værkerne, tømmer dem for deres oprindelige indhold og bruger dem i sit eget (kunst)spil. Ved alle værker er opsat tekster, der indledes med en opsummering af kunstnerbiografien. Det er en påfaldende og usædvanlig strategi i et kunstmiljø, hvor det siden halvtredsernes strukturalisme har været et absolut tabu at læse værker udfra kunstnerbiografien. F.eks lyder den allerførste sætning i teksten, hvor vi introduceres til Shinichi Sawada: Født med alvorlig autisme, taler Shinichi Sawada knapt nok..
Jeg synes, at det udarter til et freakshow, hvor det velnærede, veltilpassede, europæiske middelklassekunstpublikum, kan få sig et lille gys: Åh, sindssyge! alternative bevidstheder! hvor spændende! Eller man kan se det som en ny udgave af modernismens primitivisme i lighed med André Bretons (og Picassos) fascination af afrikanske masker og talismanner. Som jeg troede var godt og grundigt gennemkritiseret af postkolonial teori.
Helt galt bliver det i den polske kunstner Artur Zmijewski videoværk Blindly fra 2009, hvor han har instrueret en gruppe blinde i at male selvportrætter. Imens de blinde kager rundt i malingen sidder den cool instruktør aldeles uplettet i vinduskarmen og kommer med opmuntrende tillråb til dem. Tidligere har han sat døve til at synge, og genbruger nu ideen på de blinde. (Artur Zmijewski var iøvrigt kurator for den katastrofalt elendige Berlinbiennale 2012)
Det forholder sig lidt mere speget i forhold til den finske maler, Hilma av Klint, som både var uddannet maler og spiritistisk medie, tilknyttet den teosofiske bevægelse. Hendes praksis som billedkunstner bestod af postimpressionistiske figurative malerier, men i hemmelighed udførte hun en serie symbolske og abstrakte malerier, instrueret af ånder fra den anden side. Der er helt sikkert tale om en ny mode indenfor billedkunsten, okkultisme er top of the pops, pludselig er Hilma av Klint over det hele. Der har lige været en udstilling på Hamburger Bahnhof, og jeg så andre af hendes værker så sent som forrige uge på Malmø Moderna. Jeg er dybt skeptisk i forhold til organiserede, spirituelle bevægelser, men for mig gør det en positiv forskel, at værkerne er produceret af en kunstner med henblik på at de skulle ses.
Det samme er ikke tilfældet med flere af de andre okkultistiske værker på udstillingen. Det mest besynderlige på udstillingen er uden tvivl installationen af Carl Gustav Jungs røde bog. Bogen er blevet til mellem 1914 og 1930, i de år hvor han udviklede sine teorier om det kollektivt ubevidste. Den har været hemmeligholdt, først af ham selv, og siden af arvingerne frem til 2007. Bogen består af tekst og stærkt symbolladede illustrationer af syner, som Jung fremkaldte ved hjælp af en koncentrationsteknik, han kaldte aktiv imagination. Det visuelle udtryk trækker på middelalderlige håndskrifter. Alt er håndskrevet og håndmalet. Der er brugt guldgrund. Det er samtidigt stærkt påvirket af den samtidige jugendstil: organisk ornamenteret og stiliseret, kitschet. Kort sagt, gyseligt. Installeringen gør det ikke bedre: Det centrale, cirkulære rum under kuplen i hovedbygningen på Giardini er mørklagt og fremstår som et sakralt rum. I midten står en sort, rund, oplyst glasmontre, hvori Jungs bog kan ses opslået på en side, der viser to illustrationer, som henholdsvis forestiller en spyende slange og en båd på et hav, hvori der svømmer en dragelignende fisk. I en cirkel langs vægene er kopier af bogens sider monteret på grå standere, et opslag på hver, individuelt belyst. Som det eneste sted på udstillingen er det forbudt at fotografere. Det hele er alvorligt og højtideligt. Hvis Masimiliano Gionis hensigt er fejre sære, vilde hallucinationer, er det absolut mislykket. Set upp’et oser af magt.
Men jeg er ikke lige begejstret for det hele. Masimiliano Gioni ønsker med udstillingen at udviske grænsen mellem professionelle kunstnere og amatører, outsidere og insidere, og have en mere antropologisk end kunstbaseret tilgang til værkerne. Derfor har han inkluderet adskillige ikke-kunstnere, mere eller mindre kendte personer. Her synes jeg af tingene løber af sporet. Svejtseren Emma Kunz’ geometriske tegninger fra 1940‘erne er diagrammer for alternativ medicinsk behandling, udført på basis af pendulsvingninger. Franskmanden August Lesage var i kontakt med ånder, der førte hans hånd i arbejdet med hans store, ornamenterede malerier fra 1930‘erne. Han så i øvrigt sig selv som en inkarnation af en ægyptisk fararo. Den nulevende, unge japanske Shinichi Sawada er dybt autistisk, men udstiller en serie keramikskulpturer udformet som fantasivæsener eller uhyrer. - Eller rettere: en serie keramikskulpturer af Shinichi Sawada er blevet udstillet af Masimiliano Gioni.
Ingen af disse værker er oprindeligt tænkt som kunst. Altså er det i disse tilfælde ene og alene kuratoren, der udnævner værkerne som kunst. For at sætte tingene på spidsen, kan man betragte kuratorens virke som en fjendtlig overtagelse. Som en anden selskabstømmer, der erhverver værkerne, tømmer dem for deres oprindelige indhold og bruger dem i sit eget (kunst)spil. Ved alle værker er opsat tekster, der indledes med en opsummering af kunstnerbiografien. Det er en påfaldende og usædvanlig strategi i et kunstmiljø, hvor det siden halvtredsernes strukturalisme har været et absolut tabu at læse værker udfra kunstnerbiografien. F.eks lyder den allerførste sætning i teksten, hvor vi introduceres til Shinichi Sawada: Født med alvorlig autisme, taler Shinichi Sawada knapt nok..
Jeg synes, at det udarter til et freakshow, hvor det velnærede, veltilpassede, europæiske middelklassekunstpublikum, kan få sig et lille gys: Åh, sindssyge! alternative bevidstheder! hvor spændende! Eller man kan se det som en ny udgave af modernismens primitivisme i lighed med André Bretons (og Picassos) fascination af afrikanske masker og talismanner. Som jeg troede var godt og grundigt gennemkritiseret af postkolonial teori.
Helt galt bliver det i den polske kunstner Artur Zmijewski videoværk Blindly fra 2009, hvor han har instrueret en gruppe blinde i at male selvportrætter. Imens de blinde kager rundt i malingen sidder den cool instruktør aldeles uplettet i vinduskarmen og kommer med opmuntrende tillråb til dem. Tidligere har han sat døve til at synge, og genbruger nu ideen på de blinde. (Artur Zmijewski var iøvrigt kurator for den katastrofalt elendige Berlinbiennale 2012)
Det forholder sig lidt mere speget i forhold til den finske maler, Hilma av Klint, som både var uddannet maler og spiritistisk medie, tilknyttet den teosofiske bevægelse. Hendes praksis som billedkunstner bestod af postimpressionistiske figurative malerier, men i hemmelighed udførte hun en serie symbolske og abstrakte malerier, instrueret af ånder fra den anden side. Der er helt sikkert tale om en ny mode indenfor billedkunsten, okkultisme er top of the pops, pludselig er Hilma av Klint over det hele. Der har lige været en udstilling på Hamburger Bahnhof, og jeg så andre af hendes værker så sent som forrige uge på Malmø Moderna. Jeg er dybt skeptisk i forhold til organiserede, spirituelle bevægelser, men for mig gør det en positiv forskel, at værkerne er produceret af en kunstner med henblik på at de skulle ses.
Det samme er ikke tilfældet med flere af de andre okkultistiske værker på udstillingen. Det mest besynderlige på udstillingen er uden tvivl installationen af Carl Gustav Jungs røde bog. Bogen er blevet til mellem 1914 og 1930, i de år hvor han udviklede sine teorier om det kollektivt ubevidste. Den har været hemmeligholdt, først af ham selv, og siden af arvingerne frem til 2007. Bogen består af tekst og stærkt symbolladede illustrationer af syner, som Jung fremkaldte ved hjælp af en koncentrationsteknik, han kaldte aktiv imagination. Det visuelle udtryk trækker på middelalderlige håndskrifter. Alt er håndskrevet og håndmalet. Der er brugt guldgrund. Det er samtidigt stærkt påvirket af den samtidige jugendstil: organisk ornamenteret og stiliseret, kitschet. Kort sagt, gyseligt. Installeringen gør det ikke bedre: Det centrale, cirkulære rum under kuplen i hovedbygningen på Giardini er mørklagt og fremstår som et sakralt rum. I midten står en sort, rund, oplyst glasmontre, hvori Jungs bog kan ses opslået på en side, der viser to illustrationer, som henholdsvis forestiller en spyende slange og en båd på et hav, hvori der svømmer en dragelignende fisk. I en cirkel langs vægene er kopier af bogens sider monteret på grå standere, et opslag på hver, individuelt belyst. Som det eneste sted på udstillingen er det forbudt at fotografere. Det hele er alvorligt og højtideligt. Hvis Masimiliano Gionis hensigt er fejre sære, vilde hallucinationer, er det absolut mislykket. Set upp’et oser af magt.
I det tilstødende rum udstilles noter og illustrationer fra Rudolf Steiners forelæsninger. En kvik person i Steiners kreds fandt på at dække tavlen med sort papir, så doktorens optegnelser kunne gemmes for eftertiden, og de udstilles nu som kunst. Eller hvad? Katalogteksten konstaterer glad, at de stadig pulserer af deres skabers tanker. Der er ingen kritisk distance. (De har ikke taget de tegninger af Steiner med, der forestiller de tre menneskeracer, nemlig de sorte, som er styret af baghjernen, de gule, der er styret af middelhjernen og de hvide, hvor frontallapperne endelig har fået overtaget.)
Det kan godt være interessant at foretage en bevægelse væk fra kontekstualisering hen imod værket-i-sig-selv. Det kan jeg godt se. Men især når det drejer sig om indflydelsesrige personer som Jung og Steiner, der hver for sig skabte universialistiske teorier og kultlignende miljøer med sig selv i centrum, synes jeg at den historiske kontekst fylder for meget, til at jeg kan se på udtrykkene som æstetik. Og jeg har altså virkelig svært ved at kapere den glade fascination af det autentiske sjæleliv og den ubekymrede primitivisme, der er en rød tråd i udstillingen. Jeg synes at det er frygtelig naivt og ueflekteret.
Ikke desto mindre er biennalen samlet set en rigtig god oplevelse. Titlen, Det Encyklopædiske Palads er taget fra et af værkerne på udstillingen. Værket er en model af en museumsbygning, bygget af en italiensk-amerikansk bilmekaniker i 1955. Museet eller paladset skulle indeholde alverdens viden og opfindelser og afspejle den samlede menneskeheds fortjenester. Et projekt, der selvfølgelig er fuldstændig umuligt at føre ud i livet. Ved at vælge det som titelværket for hele udstillingen har Masimiliano Gioni foretaget en slags helgardering. Forestillingen om sådan et museum er, som han skriver i katalogteksten, svimlende absurd. Så selvfølgelig rummer den femoghalvtredsinds-tyvende Venedigbiennale ikke alverdens allerbedste kunst. Det er ikke en top ti. Med sin biennale har Gioni sat sig for at nuancere kanonen for biennalekunstnere med nogle ret dristige valg, der inkluderer outsider-artists og andre, der ikke er gengangere på den globale biennalekarrusel. Det er al ære værd, og der er kommet en særdeles seværdig udstilling ud af det.
Ikke desto mindre er biennalen samlet set en rigtig god oplevelse. Titlen, Det Encyklopædiske Palads er taget fra et af værkerne på udstillingen. Værket er en model af en museumsbygning, bygget af en italiensk-amerikansk bilmekaniker i 1955. Museet eller paladset skulle indeholde alverdens viden og opfindelser og afspejle den samlede menneskeheds fortjenester. Et projekt, der selvfølgelig er fuldstændig umuligt at føre ud i livet. Ved at vælge det som titelværket for hele udstillingen har Masimiliano Gioni foretaget en slags helgardering. Forestillingen om sådan et museum er, som han skriver i katalogteksten, svimlende absurd. Så selvfølgelig rummer den femoghalvtredsinds-tyvende Venedigbiennale ikke alverdens allerbedste kunst. Det er ikke en top ti. Med sin biennale har Gioni sat sig for at nuancere kanonen for biennalekunstnere med nogle ret dristige valg, der inkluderer outsider-artists og andre, der ikke er gengangere på den globale biennalekarrusel. Det er al ære værd, og der er kommet en særdeles seværdig udstilling ud af det.
Ed Atkins, The trick Brain
 |
| Eric Van Lieshout, healing |
 |
| Eva Kotákova, Asylum |
 |
| Ryan Trecartin, Not Yet Titled |
 |
| KP Brehmer Himmelfarben |
 |
| Fischli og Weiss’ Suddenly this Overview |
 |
| Fischli og Weiss’ Suddenly this Overview |
 |
| Carl Gustav Jung, Den røde bog |
 |
| Rudolf Steiner tegninger |
 |
| Rudolf Steiner tegning - de tre racer |
