Viser opslag med etiketten teosofi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teosofi. Vis alle opslag

tirsdag, november 16

Åndelighed igen!

frieze, november 2010
Den sidste udgave af Frieze (november 2010) har “Religion and Spirituality” som tema. Kunstsamlere! Aner man en trend?  Dan Fox har skrevet en ret tåbelig leder...”Modernism might have diffused, we still rely on artists, curators and critics to act as interpreters of contingent meaning, aesthetitic creeds or art world etics, just as rabis, imans and priests do. People go to galleries on sundays rather than churches ... Oh yeah??

Hvis man kan spore en tendens til fornyet åndelighed i kunsten, tror jeg / håber jeg at det mere drejer sig om en interesse for steder, der undslipper den generaliserede fornuft. (Men jeg blev godt nok lidt ængstelig over at konstatere, at Vatikanet næste år skal have en pavillon på Venedig biennalen.)

Nummeret indeholder en artikel om maleren og teosoffen Hilma av Klint, der i 1905 af en række ånder fik besked om at male en række abstrakte malerier. Det var Amaliel fra Tibet, der stod bag det hele, Gregor og Esther, der førte ordet og Theosofus, der førte hendes hånd. (Ret ærgeligt, at når det nu viser sig at 1900-tallets første abstrakte malerier er malet af en kvinde, så er de alligevel malet af en mand)  Det var en betragtelig produktion,  mellem 1906 og 1908 malede hun 111 billeder. Der er ikke vidnesbyrd om at Kandinsky har set Hilmas malerier, men det er ikke umuligt, for han var i Finland i årene mellem 1914 og 1921, en periode, hvor han ligesom hun var engageret i teosofien og netop i den periode,  hvor Hilma arbejdede med billederne.
Hilma av Klint, Ånd og Materie ml. 1906 og 15

Frieze slutter temaet af med et interview med Joachim Koester. Man spørger ham: do you believe in the soul? Svaret er: "I believe in the existence of some kind of astral wildlife. I don’t believe in the soul, though." Jeg ved ikke, om det er pga. hans Hashish Club værk, at man har inkluderet ham i temaet, eller om det har med hans dansetrance reenactment-værk at gøre, men jeg synes hverken, at han minder om en rabi eller iman eller præst, der udlægger den kontingente mening. Derimod er han en rigtig god kunstner.

Mere teosofi og modernisme

Alt det her fik mig til at tænke på Teosofiens grundlægger, Madame Blavatsky, som jeg i sidste måned så i skulpturel form på Saatchi Gallery i London. Den polsk-britiske kunstner Goshka Macuga har fremstillet Blavatsky akkurat hvilende, næsten svævende på to stole, ifærd med at levitere - eller med at udføre et levitationstrick.

Goshka Macuga, Madama Blavatsky, 2007 Saatchi Galleri 


Blavatsky kan siges at være urmoderen til moderne okkultisme, aka New Age. Blavatsky var i direkte åndelig kontakt med åndelige væsener fra Tibet, Mahatma’er, en slags engle, som kommunikerede med hende i form af virkelige breve, blæk på papir, som manifesterede sig ud af den blå luft. De har nogle på British Museum (Man fandt godt nok nogle hemmelige døre og skrin med falsk bund, da en undersøgelse blev sat i værk i 1884.)

Blavatsky spiller jo en særlig rolle for kunsten gennem sin forbindelse til Kandinsky, som i Om det Åndelige i Kunsten fra 1911 udfolder et teosofisk inspireret evolutionært verdensbillede. "En stor spids trekant, opdelt i uens store felter og med det spidseste og mindste felt vendt op ad - er den rette, skematiske  fremstilling af det åndelige liv." Sådan indledes kapitel 2. I spidsen af hver trekant står en højt udviklet åndsperson (f.eks. en kunstner, f.eks. Kandinsky), der driver udviklingen fremad. Trekanten bevæger sig hele tiden fremad, sådan at indsigter, der før var forbeholdt spidsen, efterhånden bliver tilgængeligt for masserne i den brede ende af trekanten, imens eneren modigt har bevæget sig endnu længere fremad i menneskehedens åndelige udvikling. Det er et billede, planket direkte fra teosofien, der ser universet som en uendelig række af systemer inden i hinanden med en række væsner eller guder ordnet i et pyramideformet hierarki. De "højeste" væsner er samlet øverst i pyramiden og de "laveste" nederst.

Goshka Macuga har også i andre værker kredset om metafysik/modernisme.  Hun deltog på Sao Paolobiennalen 2006 med et værk, Mula sem Cabeca / Dehovedløse muldyr, der bestod af en nedskaleret udgave af Oscar Niemann's pavillion, som udstillingen foregik i, og et bed, beplantet med lokale magiske urter.  Hun citeres for at have bemærket, at transformationen til kapitalismen, har medført en stigende interesse for mystisisme i Polen. "As the political structure has changed and the culture has grown more materialistic, people look for alternatives." Tjek hende ud! Der ligger en artikel om hendes værk på Sao Paolobiennalen 2006 på findarticles.com 

tirsdag, november 9

Skrøbelige overmennesker på Overgaden

Om Søren Martinsen, “Children of the New Age” d. 4/9 - 31/10 på Overgaden

Medierne er tegning og video. I de forreste udstillingsrum vises en meget lang serie små akvareller og tegninger, der kopierer og improviserer over new-age’s formsprog med cirkler, trekanter, stjernehimle, symmetri, pastelfarver, symboler og diagrammer.

Hovedværket på udstillingen er filmen Children of the New Age. Den følger tre kvinder: englen Vivi, det voksne krystalbarn Sanne, og energiterapeuten Chalotte samt Chalottes søn, indigobarnet Kristoffer. Vivi fungerer som hovedteoretikeren i filmen. Hun forklarer baggrunden for New-Age, krystalbørn og indigobørn: jorden er netop nu lige på nippet til at træde ind i en ny, åndelig tid. Som en slags fødselshjælpere, der skal få transformationen til at glide, har særligt højtudviklede engleånder ladet sig inkarnere på jorden. (Vivi selv er en af dem) Den ny tids børn er væsener fra andre planeter, der er inkarneret på jorden, og kendes på, at de har færre chakraer end andre mennesker og en indigofarvet aura. Disse børn har, skønt deres høje udviklingsstade mange vanskeligheder med at tilpasse sig livet på jorden, og diagnosticeres ofte med ADHD eller aspergers. Krystalbarnet Sanne, der nu er alternativ behandler, fortæller om en svær barndom og en livslang følelse af ikke at passe ind. Indigobarnet Kristoffer på 11 år har problemer med at finde sig tilrette i skolen, og man hører i slutningen af filmen, at de kommunale myndigheder truer med at tvangsfjerne ham.

Filmen fungerer det meste af vejen som en klassisk portræt-dokumentarfilm, og gør ikke særligt opmærksom på sig selv som medie. Det er også rigeligt interessant i sig selv at få indblik i en subkultur, der er befolket af engle og væsener fra andre planeter, hvor et barn kan kalde solen frem, og hvor sten indeholder helbredende psykiske kræfter, og kan recharges ved at ligge i solen. Og som helt uden betænkeligheder opererer med overmennesker og med udrensning af mindre udviklede mennesker.

Et højdepunkt i filmen viser englen Vivi siddende hyggeligt i en beigefarvet sofa med violette tulipaner i forgrunden og et grønt maleri i baggrunden, imens hun forklarer samtidens naturkatastrofer og krige som en nødvendig renselsesproces, der skal forberede planeten til den nye åndelighed. Nogle mennesker er simpelthen ikke højt nok udviklede til at kunne leve i en højfrekvent åndelighed, så de må dø. Men det skal de slet ikke være kede af, for de inkarnerer så bare på en anden planet, med et lavere energiniveau, der passer meget bedre til dem.

















Man må sige at det er en vellykket film, der i høj grad stimulerer nysgerrigheden i forhold til den subkultur, den beskæftiger sig med. Men nysgerrigheden er samtidigt det mest problematiske i projektet. Man forbliver en voyeurperspektivisk begloer hele vejen, og Søren Martinsen, der både optræder som interviewer og som voice-over-fortæller, undgår ikke at lægge en -godt nok blid- men alligevel ironisk distance til sine interviewofre. Ved at inkludere en telefonsamtale med moren om kommunens tvangsforanstaltninger overfor drengen, drejer Søren Martinsen hele billedet af familien i en retning, hvor de ses som socialt udsatte, skrøbelige mennesker, som ofre. Den fortolkning er på spil hele vejen, men jeg synes, at filmen ville have været bedre, hvis det i noget mindre grad havde ligget til højrebenet at se filmens hovedpersoner som særlinge med megalomane fantaster.

Men filmen er meget tankevækkende. Min sidemand ved visningen af filmen hviskede om Kristoffer: “jamen han har jo damp!” Det fik mig til at tænke på, at diagnosen “Indigobarn” er langt mere attraktiv end “Damp-barn”. Det er vel sjovere at være et væsen fra stjernerne end en neurologosk forstyrrelse. Og DAMP og ADHD er jo også en fortolkning af børns adfærd, og fuldstændig afhængig af, hvordan man definerer normalitet. 10 % af alle 10 årige drengebørn i USA medicineres i øjeblikket med Ritalin.

Mere sjov med New Age
I udstillingsperioden afholdt overgaden et arrangement med repræsentanter for teosofisk forening, NLP akademiet og Skeptica. Teosoffen Arne lagde ud med at gøre rede for grundtanker i teosofien. Det var noget meget stilfærdigt, ret hyggeligt, mainstream-agtigt noget, forestillinger, man vil kunne støde på i enhver gymnasieklasse eller læse om i Alt for Damerne: lidt buddisme og tolerance, lidt reinkarnation, lidt chakrarer og åndelige energier og noget med engle. NLP terapeuten Nancy deltog med et fancy powerpointshow, der forklarede, at sindet fungerer som en slags software, et program, der fortolker sanseoplevelser. NLP terapeuten kan så hjælpe med at omprogrammere disse sprog og billeder til nogle bedre, mere positive og hensigtmæssige udgaver. Alt var super godt, Nancy talte med en meget, meget sød stemme om, hvordan man kan få et meget, meget bedre liv. Hvis man altså entrerer med en NLP-coach.

Jeg funderede lidt over retningsangivelser: Teosoffernes indsigter kommer ned, NLP’ernes terapeutens kommer op.

Skeptikeren Klaus kom på tilsidst, og benyttede lejligheden til at uddybe. Nu blev teosofien meget sjovere! Menneskelivets udvikling på jorden har udspillet sig igennem 7 rodracer; den 3. rodrace var lemurerne fra det tabte kontinent Lemurien. De var telepatiske kæmper, kæmpestore og holdt dinosaurer som kæledyr; altså ligesom i filmen AVATAR- jeg elsker hvordan Hollywood og far-out subkulturer ernærer sig ved hinanden-. Den 4. rodrace kommer fra Atlantis, og den 5. ariske rodrace er ophavsmændene til den vestlige kultur. Meget snart vil den 6. og mere åndelige rodrace, der kombinerer “vestlig” og “østlig” kultur, manifestere sig på jorden. Englehierakiet står i løbende kontakt med udvalgte i Tibet fra Det Store Hvide Broderskab, som modtager beskeder og indsigter, og som oprindeligt blev oplært af flammeherrer fra Venus.. and so on.

Arrangementet sluttede med en festlig performance, hvor de tre oplægsholdere optrådte som panel. Skeptikeren bebrillet rastløst travende frem og tilbage, med en HA! - kan I bevise det?- attitude, NLP-terapeuten, stadig med honningen dryppende fra stemmebåndet og teosoffen synligt utilpas, pegende imod loftet for at angive belæg for sine vidtløftigheder. En skøn lørdag eftermiddag!

Akvarel og billedteks, The 5th. Aryan Root Race