Viser opslag med etiketten Sener Özmen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sener Özmen. Vis alle opslag

mandag, februar 7

TYRKISK TEMA - FORSAT II

Tyrkisk kunst - en historie
Den følgende lille historie baserer sig delvist på oplægget, Copy, Paste, Insert... and a Bit of Space in Art History af den tyrkiske kunsthistoriker Ahu Antmen, som jeg hørte på konferencen Let's get Critical i 2009.

Et tilbagevendende tema i tyrkisk kunst er forholdet mellem periferi og center. På forskellige måder behandles oplevelsen af som kunstner at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Her er nogle eksempler:

1933. Zeki Faik Izer
Inspireret af den Kemalistiske relolution i 1923 malede Zeki Faik Izer i 1933 On the path to the Revolution. Billedet læner sig tungt op ad forbilledet, Delacroix's Friheden leder Folket fra 1830. (Tyrkiske feminister har dog bemærket, at den tyrkiske Marianne i modsætning til sin franske medsøster ikke selv bærer våben, og at hun ikke leder noget som helst, men følger fader Kemals overdimensionerede pegefinger.)




I 80'erne og 90'erne malede Bedri Baykam en række ekspressive parafraser over europæiske og amerikanske kunst-ikoner. Serien hedder This has been done before. Titlen henviser til den situation, man som outsider-artist befinder sig i, når det, man kommer med, ikke bliver anerkendt som noget nyt, men fejes af med: det dér er blevet gjort før. Så kan man ligeså godt citere det, der allerede er anerkendt. Bedri Baykam udgav i 1994 bogen Monkeys Right to Paint, som er et kampskrift imod den vestlige kunstverdens hegemoni og udnyttelse af andre regioners kultur som objekt for dens begær efter noget eksotisk andet. Han havde et værk med en vældig god titel med på den første Istanbulbiennale i 1987, nemlig: Ingres, Gerome, This is my Bath! Jeg har aldrig set det, og har heller ikke kunnet finde en gengivelser af det, men det drejede sig om en installation eller genopbygning af sceneriet fra Ingres' billede fra 1862, Det tyrkiske bad.






















2003. Erkan Özgen og Sener Özmen 
I Sener Özmen og Erkan Özgens video The Road to Tate Modern rider to mænd som Don Quijote og hans tjener planløst rundt på en hest og et æsel i et ørkenlignende landskab. Af dialogen forstår man, at de har været undervejs i bibelske 40 nætter og 40 dage. De møder en vandrende, som de anråber. Vi er gået vild, siger de, hvilken vej skal vi følge? Hvad er vejen til Tate Modern? Tror du vi kan nå frem? Ja, ja svarer vandringsmanden: der er langt, op over bjergene, men I skal nok nå det. Videoen slutter med, at man ser dem fortsætte imod bjergene i det fjerne på deres latterlige færd.

















Til den 9. Istanbulbiennale i 2006 lavede Serkan Özkaya en gengivelse af Michelangelos David. Skulpturen var udført i forgyldt polystyrenskum og var forstørret op til dobbelt størrelse. Dobbelt så flot som Michelangelos! Da Serkan Özkaya begyndte på projektet, havde han set adskillige billige reproduktioner, men aldrig selve skulpturen. Den er lavet ved hjælp af en 3D-laserscanning af originalen, som blev "printet ud" i mindre dele og opført i Istanbul.

David under opførelse i 2006. Den kollapsede kort efter under sin egen vægt.
















































Forholdet mellem original, reproduktion og kopi er i det hele taget et omdrejningspunkt for Serkan Özkaya. Jeg er ret glad for hans projekt Dear Sir or Madam, der består af korrespondancer mellem kunstneren og diverse myndighedspersoner. F.eks retter han to år efter afslutningen af Christos rigsdagsprojekt i Berlin høfligt henvendelse til Helmuth Kohl og foreslår at pakke rigsdagen ind igen. Han modtager en lige så høflig afvisning, og det er så den, der er værket. (hehe)